Natteravne i Hammel er en realitet

20 personer har meldt sig som Natteravne i Hammel.

Artiklens øverste billede
Vil man høre mere om Natteravnene kan Heidi Hagen Siem altid kontaktes på hhs.natteravnene@hotmail.com .

De seneste par års tendens til unge-uro i Hammel, hvor lidt for høj musik, lidt for meget rod og til tider hærværk har været på agendaen, har ført til, at Natteravnene nu har fået etableret et såkaldt gå-område i Hammel - de vil høre under Natteravnene Hadsten-Hinnerup.

»20 personer har skrevet sig op i Hammel, så det er bare godt. Det er blevet til flere gåture i weekenden og hverdage med erfarne holdledere,« fortæller Heidi Hagen Siem, der er formand for afdelingen Hadsten-Hinnerup.

Fordi der er tale om et gå-område, slipper man i Hammel for at skulle etablere en bestyrelse.

»Det kræver et godt fundament at få Natteravnene skudt i gang igen i Hammel. Det gode fundament med klare rammer er allerede på plads her, derfor er gåturene hurtigt kommet i gang,« siger formanden, som forklarer, at der altid er brug for flere natteravne - både i Hammel, Hadsten og Hinnerup.

»For jo flere folk, jo flere ture,« siger hun.

For at markere at nu er Natteravnene Hammel en realitet og samtidig indbyde interesserede til en snak, vil Natteravnene være at finde i Østergade 6. august fra klokken 16 til cirka 20.

Læs også

Del artiklen