Forbedret biodiversitet: Fuglebakken summer, pipper og kvækker

Efter to års tilløb er et biodiversitets-projekt nu endelig færdig i Fuglebakken i Hinnerup.

Artiklens øverste billede
Området fremstår vildt med klippede stier. Foto: CSJ

I AL2boligs afdeling Fuglebakken i Hinnerup har de slået et slag for mere biodiversitet. Et grønt område i afdelingen er nemlig blevet endnu mere dyrevenligt - om det så gælder bier og andre insekter eller frøer og pindsvin.

Afdelingen har fået 37.000 kroner i tilskud til projektet fra Friluftsrådet.

»Med hjælp af en entreprenør har vi fået anlagt et område med vilde blomster, og så har vi fået klippet stier, som ligner Favrskovs byvåben. Desuden er her et vådområde, hvor vi har lagt en masse sten, som eksempelvis frøerne kan gemme sig i. Der kommer også insekthoteller og pindsvinehuse op,« siger Erik Eberg, som forklarer, at afdelingen sådan set var forud for sin tid i forhold til den megen interesse for biodiversitet, som eksisterer i dag.

Det er nemlig hele seks år siden, man besluttede at lade området stå uplejet.

»Det var et godt råd, jeg fik af en kammerat, som var biologilærer,« siger Erik Eberg.

Flere bunker med store sten er placeret i området til glæde for blandt andet frøer, som kan gemme sig deri. Foto: CSJ

Og tiltagene har tilsyneladende virket:

»Nu er jeg over 80 år gammel, og min kone og jeg har da talt om, at vi har set blomster, som vi ikke har set, siden vi var børn. Nu hedder området jo også Fuglebakken, og netop fuglelivet har vi set en opblomstring af,« fortæller Erik Eberg, som glæder sig over, at naturen har fået et boost i området.

»Det har jo desuden den bonus, at børnene i afdelingen og fra børnehaven kan lære lidt om blomster og dyreliv.«

27. august er projektet klar til at blive indviet med borgmesteren, direktøren i AL2Bolig og formanden for Dansk Naturfredningsforening Favrskov.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen