Ophørsudsalg annulleret: Hammel Boghandel og Centerkiosken genopstår

Artiklens øverste billede
Foto: Jeppe Rafn

For to uger siden gik Hammel Boghandel og Centerkiosken konkurs, og når denne uges printudgave af Lokalavisen Favrskov udkommer, er der på side 23 en annonce, hvor der reklameres med ophørsudsalg i boghandlen.

Ophørsudsalget er annulleret, og det er en god nyhed, fordi det skyldes, at Hammel Boghandel i lighed med Centerkiosken genopstår. Det oplyser Hans Vestergaard, ejer af Tema Centret i Hammel, hvor de to butikker ligger.

»Der er indgået en handel med konkursboet. Både boghandlen og kiosken er blevet solgt og genopstår i en mere dynamisk udformning i næste uge, så det annoncerede ophørsudsalg er annulleret til fordel for åbningsudsalg,« siger Hans Vestergaard.

Hans Vestergaard kan endnu ikke oplyse, hvem der overtager boghandlen og Centerkiosken, men der er tale om to forskellige ejere.

Derudover kan borgerne i Hammel endvidere glæde sig til, at der er et ”kæmpe” brand på vej i Tema Centret. Lejekontrakten er ved at blive indgået, og derfor kan vi endnu heller ikke oplyse navnet på den nye butik.


Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen