Gamle kendinge er ved roret, når Hammel Boghandel og Centerkiosken genopstår

På torsdag slår Centerkiosken og Hammel Boghandel atter dørene op. De to daglige ledere vil være velkendte ansigter.

Artiklens øverste billede
På torsdag er der atter liv i både Centerkiosken og Hammel Boghandel. Arkivfoto

Tristhed er afløst af jubel i Hammel. Centerkiosken og Hammel Boghandel genopstår nemlig torsdag 16. september.

Konkurssalget, som ellers var annonceret, er dermed aflyst og bliver erstattet af genåbningssalg.

Det er ejeren af Tema Centret, Hans Vestergaard, som har købt begge forretninger af konkursboet gennem hans nystiftede selskab Hammel Retail.

»Vi kan selvfølgelig ikke have et butikscenter med så stor ledighed,« siger han om bevæggrunden

Artiklen fortsætter under billedet:

.

For Hammel Boghandels vedkommende er den tidligere ejer, Niels Peter Bækhøj-Poulsen, ansat til at styre slagets gang. Arkivfoto: CSJ

To butikker - to ledere

De to ”genopståede” butikker får hver deres daglige leder, og der er tale om særdeles kendte ansigter.

For boghandlens vedkommende er den tidligere ejer, Niels Peter Bækhøj-Poulsen, ansat til at styre slagets gang.

I Centerkiosken vil forhenværende butikschef Marianne Søgård Jakobsen sidde ved roret. Hun har over to omgange været ansat i kiosken i samlet 13 år og forsøgte da også sammen med sin mand selv at købe Centerkiosken, da Jan Lyk Eskildsen planlagde at stoppe for et halvt år siden. Dog uden held. Men nu er en ny løsning altså fundet, og det glæder Marianne Søgård Jakobsen, at hendes elskede Centerkiosken overlever.

»Det er bare super fedt. Jeg er mega glad og glæder mig helt vildt. Jeg elsker at være i den kiosk og er fuldstændig dedikeret til den. Jeg elsker kontakten med kunderne. Jeg elsker at der er gang i den. Det er jo mit liv,« siger Marianne Søgård Jakobsen, som allerede havde nået at få andet job - ja, faktisk fik hun tilbudt tre jobs på to dage.

»Men jeg gjorde det hurtigt klart, at jeg ville prioritere kiosken højest, hvis den mulighed opstod,« siger Marianne Søgård Jakobsen.

Hun har helt ro i maven over, at hun nu skal stå med hele ansvaret:

»Det synes jeg jo, at jeg har gjort et stykke tid allerede. Jeg kender i den grad til alle opgaverne,« siger hun og forklarer, at Centerkiosken fremover vil få flere »rigtige kioskvarer« - det vil eksempelvis sige mere slik og mere is - foruden flere nye tiltag i fremtiden.

Man kan også forvente, at pakkeudleveringen kommer tilbage til kiosken - der går dog lige et par uger, før det er på plads med alle post-firmaerne.

Så du tror på, at Centerkiosken har en god fremtid?

»Ja, helt bestemt. Hvis Jan kunne køre den i 30 år, så kan den vel også køre i 30 år mere.«

Artiklen fortsætter under billedet:

Marianne Søgård Jakobsen glæder sig som et lille barn til igen at stå bag disken i Centerkiosken. Arkivfoto: Jeppe Rafn

Levedygtige enheder

Ligesom Marianne Søgård Jakobsen er Hans Vestergaard fuld af fortrøstning i forhold til de to forretningers fremtid.

»Det er gode forretninger begge to, og de kan blive super gode, hvis de bliver drevet ordentligt. Kiosken har potentiale til at blive en særdeles interessant forretning,« siger han og fortsætter:

»De har bare begge været enormt påvirket af corona-restriktionerne. Jeg er slet ikke i tvivl om, at de begge er levedygtige enheder.«

Retningen for butikkerne sætter Hans Vestergaard ikke, fortæller han. Det er de to nye daglige ledere, som bestemmer udviklingen.

Han fortæller desuden, at forhandlingerne er meget langt i forhold til at få et meget stort brand ind i centret i lokalerne ved siden af Centerkiosken, overfor SuperBrugsen. Men den del må altså vente med at få løftet sløret.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen