Naboer føler sig hængt ud: Vi er overhovedet ikke trætte af Hundecenteret

Udskældt hundepension får opbakning og støtte fra tilfredse naboer

Artiklens øverste billede
Heidi Qvistgaard Dalbjerg (til venstre) og Anja Andersen er glade for deres nabo, Hundecenteret, hvor Grand Danoisen Elliot bliver passet. Foto: Jeppe Rafn

Heidi Qvistgaard Dalbjerg var ved at få kaffen galt i halsen, da hun for nylig tømte postkassen og læste overskriften på forsiden af Lokalavisen Favrskov: ”Naboer er utilfredse med hundepension og kommunen”.

I artiklen udtaler en nabo til hundepensionen, at man bliver fuldstændig bims af larmen fra hundene, der bliver luftet sammen på hundepensionen, der hedder Hundecenteret og holder til på Skolevangsvej 105 ved Hammel og Sall.

Heidi Qvistgaard Dalbjerg er selv nabo til hundepensionen og bor i nogenlunde samme afstand til stedet som den omtalte nabo.

»Jeg kan vitterligt godt forstå, hvis folk er generet af hundegøen, men jeg er meget overrasket over, at nogen er generet over noget, jeg slet ikke oplever. Der er masser af hunde her i området, men jeg hører ikke flere hunde gø, end før hundepensionen kom. Jeg har aldrig været generet, heller ikke i sommerferien under hundecenterets spidsbelastning,« siger Heidi Qvistgaard Dalbjerg.

Den samme melding kommer fra Anja Andersen, som bor i nogenlunde samme afstand til Hundecenteret.

»Jeg hører ikke noget. Heller ikke når jeg næsten hver eneste dag går tur forbi Hundecenteret,« siger Anja Andersen.

Tror vi alle er sure

Anja Andersen og Heidi Qvistgaard Dalbjerg har begge kontaktet Lokalavisen, fordi de føler sig slået i hartkorn med de to naboer, der i artiklen udtrykker utilfredshed med Hundecenteret.

»Folk tror, at jeg og alle andre her i området er virkelig trætte af Hundecenteret, og det er meget langt fra sandheden. Jeg synes, Charlotte og Flemmings initiativ med hundepensionen er supergodt, og jeg har ikke kendskab til andre utilfredse naboer end de to,« siger Heidi Qvistgaard Dalbjerg.

Får passet egen hund

Også Anja Andersen er glad for, at der er kommet en hundepension i lokalområdet, hvor hun selv får passet sin egen hund Elliot, når hun er på ferie.

»Det er fedt, der er kommet en hundepension her, for de gode steder hænger ikke på træerne. Jeg var ikke i tvivl om, at Elliot skulle passes her, og han kommer her ret tit og kan lide at være her,« siger Anja Andersen og tilføjer.

»Jeg synes, det er synd for Charlotte og Flemming. De gør så meget for at skabe et erhverv, og så bliver de bremset af sure naboer, der konstant prøver at finde noget at stoppe dem med.«

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen