Chris Anker huskede altid, hvor han kom fra

I Hammel Cykle Klub trådte Chris Anker Sørensen sine barnesko, og det glemte han aldrig. Lørdag sad oksen på cyklen for sidste gang.

Artiklens øverste billede
Her er Chris Anker Sørensen fotograferet i Østergade i Hammel, en by, som han i den grad satte på landkortet. Arkivfoto

Oksen fra Hammel er gået bort. Vellidte, humor-fyldte Chris Anker Sørensen blev kun 37 år.

Den tidligere professionelle cykelrytter og senest kommentator mistede livet i en ulykke i Belgien, hvor han var nede for at dække VM i cykling for TV 2 Sport. Under en cykeltur blev han ramt af en varevogn i byen Zeebrugge og døde af sine kvæstelser.

Det sendte chokbølger gennem Danmark og hele cykelverdenen. Ikke mindst i hjembyen Hammel, hvor borgerne søndagen igennem tændte lys og lagde blomster, øl, en sportstrøje samt en pakke Snøfler ved Hammel Cykle Klub.

Skolekammerater lagde desuden en besked med ordene:

»Tak for tiden og de gode minder. Dit dejlige humør og humor vil vi altid huske. Må gud passe på dig, så ses vi engang.«

Artiklen fortsætter under billedet:

Huskede sit ophav

Nyheden om Chris Anker Sørensens død ramte også bestyrelsesformanden for cykleklubben hårdt.

»Det er på alle måder en stor personlighed, vi har mistet. Chris Anker var uden sammenligning den mest betydningsfulde rytter nogensinde for Hammel Cykle Klub. Han har virkelig sat Hammel på landkortet,« siger Lars Toft Pedersen og fortsætter:

»Det er ganske forfærdeligt, at en kun 37-årig mand nu er revet ud af hans kones og døtres liv,«

Formanden forklarer, at Oksen fra Hammel under hele sin professionelle karriere altid huskede sit ophav.

»Han vendte tilbage hertil og arrangerede træningsture både med eliteryttere samt med motionister og børn. Og når turene var slut, satte han sig ofte over til børnebordet og svarede på spørgsmål og spurgte ind til dem. Han havde virkelig en oprigtig interesse i børnene.«

Artiklen fortsætter under billedet:

Adskillige har mindedes Chris Anker Sørensen ved Hammel Cykle Klub. Blandt andet i form af en pakke Snøfler, som Oksen fra Hammel i flere omgange har ytret begejstring for. Foto: CSJ

»Pragtfuldt menneske«

Oven på det tragiske dødsfald er det væltet ind med rørende beskeder fra nær og fjern på de sociale medier. Blandt andet skriver Chris Ankers kollega på TV 2 Sport, Dennis Ritter:

»I dag har vi mistet et pragtfuldt menneske. En af de rareste, sjoveste, klogeste og bedste, jeg nogensinde har kendt(...) Jeg har ikke haft én stund, én samtale med dig, som jeg ikke har nydt.«

Også landets statsminister, Mette Frederiksen, er forfærdet over dødsfaldet.

»Trist og hjerteskærende nyhed Danmark vågner til. Alt, alt for tidligt har vi skulle sige farvel til Chris Anker Sørensen. Chris har løftet dansk cykelsport - både på cyklen og udenfor banen.«

Artiklen fortsætter under billedet:

Trøje lagt ved Hammel Cykle Klub. Foto: CSJ

Fører af varevogn frikendt

Chris Anker Sørensen blev født i Hammel og startede også sin karriere i Hammel CK. I 2007 blev han professionel på Bjarne Riis’ Team CSC, og det var også på det hold, at han i 2009 debuterede i Tour de France. Han nåede at deltage i sammenlagt 12 Grand Tours, som de store løb Tour de France, Giro d’Italia og Vuelta a España omtales.

I 2010 vandt han en etapesejr i Giro d’Italia, og i 2015 opnåede han et af karrierens højdepunkter, da han vandt DM i landevejsløb.

Han afsluttede sin aktive karriere i 2018, hvorefter han blev ansat på TV2 Sport som ekspertkommentator ved forskellige cykelløb.

Det var altså i kraft af sin kommentator-rolle, at han i lørdags var i Belgien, hvor den dybt tragiske ulykke hændte.

Ulykken skete lørdag eftermiddag, da Chris Anker Sørensen var ved at udforske sporet langs Havenrandweg-Zuid. I følge belgiske medier har bilinspektøren meldt ud, at føreren af varevognen ikke begik nogen fejl, ligesom han heller ikke var påvirket af alkohol eller narkotika.

Artiklen fortsætter under billedet:

Folk søgte mod cykleklubben for at mindes Chris Anker Sørensen. Foto: CSJ

Dobbelt-tragedie

Med Chris Anker Sørensens alt for tidlige bortgang er hans familie endnu engang ramt af en tragedie.

I 1981, et par år før Chris Anker kommer til verden, mistede de således sønnen Flemming. Det var ligeledes i en cykleulykke, hvor en bil ramte ham under en træningstur. Han blev kun 13 år gammel.

Flemming var bidt af cykelsporten, det samme blev broderen Allan Bo, og Chris Anker Sørensen fulgte i deres fodspor.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen