Præsteklumme: I hænderne på hvem?

Artiklens øverste billede
Anne Martiny Kaas-Hansen. Privatfoto.

Vores yngste barn er netop startet i børnehave. Og ja, jeg har åbenbart (lykkelig) glemt fra de to ældste, hvor lille man egentlig er, når man starter i børnehave: Man er jo lillebitte, eller også er det børnehavens legeplads, der bare er kæmpe stor.

Det er nok en kombi, og størrelsesforholdene ser helt sikkert også anderledes ud i mit hoved, end de gør i virkeligheden.

Ved de to ældste passede det så fint med, at min mand kunne tage tjansen med indkøring, men den gik desværre ikke her tredje gang. Det var min tur, og jeg nåede da også (næsten) ud af lågen, inden tårerne pressede sig på.

Vi er i hænderne på hinanden. Vi er så dybt afhængige af hinanden – det kommer vi ikke udenom, og uden en vis portion tillid til hinanden kommer vi da heller ingen vegne. 

Jeg hader at gå fra et grædende barn. Så er det sagt. Og jeg græd hele vejen hjem til Lyngå, og måtte da også lige blive siddende 5 minutter ekstra i bilen for at hyle færdig.

Men knap havde jeg fældet den sidste tåre, før der tikkede en besked ind med et billede af min datter forsigtigt i gang med at tegne og ordene ”Hej Anne. Agnes er okay. Hilsen …”. Sikke en omsorgsfuld modtagelse af en lille knap 3-årig pige og hendes noget følelsesladede mor. Jeg er meget taknemmelig!

Og alt dette indkørings-ståhej fik mig så til at tænke på en øvelse, jeg af og til laver med konfirmanderne. Opgaven til dem lyder som følger: Tegn omridset af din højre og venstre hånd. Skriv i den højre, hvem der passer på dig, og skriv i den venstre, hvem du passer på.

Det hold jeg netop har konfirmeret i Lyngå, Skjød og Lerbjerg startede ud med at nævne de nærmeste: Mor og far, søskende, venner – de passer på mig, og jeg passer på dem.

Ret hurtigt blev de enige om, at de også passede på hinanden på konfirmandholdet. ”Os konfirmandmennesker”, kaldte de sig. ”Og Anne”, sagde en af drengene, ”jeg passer også på dig!”

Sådan udvidede kredsen sig ligeså stille, og da en af konfirmanderne skrev ”tilfældige mennesker” på begge hænder, så tænkte jeg: Nu er vi ved at være i mål! Jeg passer på tilfældige mennesker, og tilfældige mennesker passer på mig. Det er da flot! Sikke en tillid og tro.

Vi er i hænderne på hinanden. Vi er så dybt afhængige af hinanden – det kommer vi ikke udenom, og uden en vis portion tillid til hinanden kommer vi da heller ingen vegne.

Det var jo i princippet (når man ser bort fra velkomstmøde m.m.) helt fremmede mennesker, jeg skulle overlade min yngste datter til. Og se, hvordan det gik! Det gik godt! Rigtig godt endda. Alle tårer til trods.

Hov, det her indhold benytter cookies

På denne plads ville vi rigtig gerne have vist dig indholdet, men det kan vi desværre ikke, da du har fravalgt cookies. Vil du se indholdet skal du acceptere Marketing og Statistik, det gør du her: opdater dit samtykke.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.