Nyt kampsportscenter i Hadsten er indviet
Indvielse med taekwondo, taler og traktement

Efter en årrække med lokaler på Thomsensvej i Hadsten rykkede Favrskov Taekwondo Klub i slutningen af august ind i helt nye træningslokaler i Hadsten Hallen. Lørdag 18. september blev de officielt indviet med taler, traktement og opvisning.,
Formand for Hadsten Kultur og Idrætscenter, René Jensen, indledte festlighederne med en tale, som blev efterfulgt af lykønskninger af Steen Thomasen (A), formand for Kultur- og Fritidsudvalget. Formand for Favrskov Taekwondo Klub, Ole Jepsen, sagde ligeledes nogle ord, hvor han blandt andet kom ind på de mange fordele ved at samle flere idrætsforeninger under samme tag.
Klubben var vært for et let traktement, og efter talerne viste flere af klubbens medlemmer eksempler på taekwondo i deres nye hal. Der blev blandt andet vist teknik, taegeuk, et-skridtskamp, flyvespark, gennembrydning på træbrædder og kamp.


-ab