Ellemann besøger DjH

Ønsker at få indblik i, hvordan Folketinget og kommunerne kan bidrage til at få flere unge til at tage en erhvervsfaglig uddannelse.

Artiklens øverste billede

Venstres partiformand Jakob Ellemann-Jensen besøger sammen med Venstres borgmesterkandidat i Favrskov kommune Birgit Liin Den jydske Haandværkerskole mandag 25. oktober kl. 15.30-16.30.

Jakob Ellemann-Jensen og Birgit Liin, der er medlem af Favrskov byråd og formand for Børne- og Skoleudvalget, ønsker at besøge DjH i Hadsten for at få større indblik i, hvordan politikere både i Folketinget og kommunerne kan bidrage til at få flere unge til at tage en erhvervsfaglig uddannelse i fremtiden.

Administrerende direktør på DjH Jesper Kofoed Pedersen ser frem til at give politikerne en rundvisning på skolen og blandt andet vise, hvordan bæredygtighed, robotter og automation er en integreret del af undervisningen.

»Jeg er utrolig glad for, at politikerne på Christiansborg og i kommunerne har stigende fokus på, at uddannelse, arbejdsmarked og grøn omstilling hænger tæt sammen. Vi glæder os til at vise Jakob Ellemann-Jensen og Birgit Liin Den jydske Haandværkerskole, og de vil også få mulighed for at tale med vores unge elever, der er i fuld gang med at uddanne sig til tømrere, elektrikere, køleteknikere og plastmagere,« siger han i en pressemeddelelse.

Et fyrtårn på området

Venstres formand fremhæver, at en af de største udfordringer de kommende år er at skaffe mere faglært arbejdskraft til dansk erhvervsliv, så Danmark også i fremtiden kan være førende indenfor digitalisering og grøn omstilling.

»Derfor glæder jeg mig meget til at besøge Den jydske Haandværkerskole og se, hvad det er, som skolen lykkes så godt med. Her har vi en erhvervsskole i Midtjylland, der tiltrækker unge fra hele landet og har et højt fagligt niveau. På Christiansborg har vi en bunden opgave i at skabe rammerne for, at vi får nogle erhvervsuddannelser, der både fagligt og socialt er attraktive for flere unge, og det er også i det lys, at jeg lægger vejen forbi Hadsten,« siger Jakob Ellemann-Jensen.

Den jydske Haandværkerskole er et fyrtårn i Favrskov kommune, og skolens satsning på at blive klimaerhvervsskole giver nogle fantastiske muligheder for både kommunen og hele regionen.

Birgit Liin, Venstres borgmesterkandidat.

»Den jydske Haandværkerskole er et fyrtårn i Favrskov kommune, og skolens satsning på at blive klimaerhvervsskole giver nogle fantastiske muligheder for både kommunen og hele regionen,« siger Venstres borgmesterkandidat Birgit Liin. Derudover betoner hun, at kommunen har et fortrinligt samarbejde med DjH om 10. klasse i grundskolen og brobygning til erhvervsuddannelserne.

Der bliver også tid til et besøg i skolens tekniske akademi, ligesom Venstre-politikerne kommer til at høre om skolens byggeplaner og det nye klimapartnerskab med PensionDanmark.

Partnerskabet skal bidrage til, at flere unge får en faglært uddannelse med fokus på bæredygtighed og cirkulær økonomi.

Debatmøde

Elevrådet på Den jydske Haandværkerskole arrangerer et debatmøde, hvor elever og lærlinge får mulighed for at debattere med Venstre om, hvordan erhvervsuddannelserne gøres mere attraktive og sikre, at der er mere faglært arbejdskraft til at understøtte den grønne omstilling.

Besøget er en del af Jakob Ellemann-Jensens valgturné rundt om i Danmark frem til kommunal- og regionsrådsvalget 16. november. Samtidig har Den jydske Haandværkerskole en ambition om at gennemføre flere møder med forskellige politikere for at få flest mulige unge til at bruge deres stemme ved kommunalvalget.

»Undersøgelser viser, at kun cirka tre ud af ti stemmeberettigede erhvervsskoleelever stemte ved det seneste folketingsvalg. Det synes vi er et demokratisk problem, og derfor vil vi med forskellige valgmøder arbejde for at øge interessen for både lokal- og landsdækkende politik,« fastslår Jesper Kofoed Pedersen.


Vil du hver dag modtage de væsentligste nyheder fra Favrskov direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis Lokalavisen Favrskovs nyhedsbrev - klik her, indtast din mailadresse, find Favrskov på listen og tryk tilmeld.
d


gs

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen