»Hvordan får vi flere ind på erhvervsuddannelserne?«
En snak mellem Venstre-politikere og elever på Den jydske Haandværkerskole

Hvordan kan politikere i både folketinget og kommunerne bidrage til at få flere ind på erhvervsuddannelserne? Det var fokus, da Birgit Liin, borgmesterkandidat for Venstre i Favrskov Kommune, Venstres partiformand Jakob Ellemann-Jensen samt lokale Venstre-kandidater til kommunalvalget i mandags mødtes med elever på Den jydske Haandværkerskole (DjH).
Hvad mester gør
Jakob Ellemann-Jensen ankom klokken 15.30 og efter en kort velkomst inviterede Filip Køneke, uddannelseschef for el-afdelingen, politikerne op i automationshallen. Her demonstrerede eleven Oliver Madsen, Køge, den drinksmaskine, han har udviklet. To andre elever fra henholdsvis Hvide Sande og Esbjerg var også til stede, og ud over at stille spørgsmål til drinksmaskinen, var både Birgit Liin og Jakob Ellemann-Jensen interesseret i at høre om baggrunden for, at eleverne netop har valgt at gå på Den jydske Haandværkerskole i Hadsten.
Svaret var at finde i den tradition, som deres bagland havde. To af elevernes mestre havde nærmest forlangt, at de skulle til DjH, hvis de skulle arbejde hos dem. Den tendens bekræfter Filip Køneke.
»Vi har et godt ry i hele landet, og eleverne vælger os ofte, fordi deres mestre og mesters mestre har gået her.«

Mangler 100.000 af jer
Skolens elevråd havde arrangeret et debatmøde for at få en snak om, hvordan erhvervsuddannelserne gøres mere attraktive. Jakob Ellemann-Jensen fremhævede her, at en af de største udfordringer de kommende år er at skaffe mere faglært arbejdskraft til dansk erhvervsliv.
»Om 10 år kommer vi til at mangle 100.000 af jer. Derfor skal det være mere attraktivt at vælge erhvervsuddannelserne.«
Birgit Liin kunne oplyse, at kun 21 procent af de unge i Favrskov søger ind på en erhvervsuddannelse, inklusiv sosu-uddannelserne og lignende.
»Det vil Venstre gerne gøre noget ved, og flere skal ind og gøre en fælles indsats og samarbejde.«
Flere af eleverne fortalte, at de selv havde skullet opsøge information om erhvervsskoler, idet deres studievejleder ikke havde kunnet hjælpe. Også erhvervspraktik inden 9. klasse, mere praktik i folkeskolen og brobygning var nogle af deres forslag.
Ønsker mere samarbejde
Efterfølgende fortæller Birgit Liin, at hun bed mærke i at eleverne havde efterlyst tidligere praktik end 9. klasse. I det hele taget ligger der en guldgrube af viden hos eleverne og underviserne mener hun. Og der skal lyttes.
»Det er vigtigt at kommunerne ikke lukker sig for meget om sig selv og siger: »Det har vi prøvet«, eller: »Vi gør hvad vi kan«. Vi hørte jo ved mødet flere af de unge sige, at de selv havde måttet være opsøgende omkring erhvervsuddannelser. Alle aktører, det vil sige ungdomsuddannelserne, UU-vejlederne, folkeskolerne og erhvervslivet, må snakke meget mere sammen.«
Hun understreger, at Den jydske Haandværkerskole er et fyrtårn i Favrskov kommune, og at skolens satsning på at blive klimaerhvervsskole giver nogle fantastiske muligheder for både kommunen og hele regionen.