Landmand søger kærlighed: Emil søgte kærlighed og fandt den

Landmand Emil Bay Mortensen nåede sit mål

Artiklens øverste billede
Melissa og Emil bor i dag sammen i en lejlighed i Hadsten. Foto: Anders Brohus / TV 2

Sidste program af dennes sæsons »Landmand søger kærlighed« gik over skærmen i sidste uge, og vores lokale landmand, Emil Bay Mortensen, 26, fra Haldum, fandt en dejlig kæreste. Han valgte Melissa, 24, København, der også var blevet forelsket i Emil. Her nogle måneder efter at kameraerne slukket, er de stadig sammen.

Så det gik lige som det skulle, smiler Emil.

»Jeg gik ind i det med forhåbninger om at finde en kæreste, og det lykkedes.«

Allerede efter speeddate nummer to fik han et særlig godt øje til Melissa.

»Jeg gik ind i det med åbent sind, men der var ikke gået mange dage på gården, inden jeg fandt ud af, at jeg havde bedst kemi med hende.«

Emil faldt for hendes personlighed, hendes væremåde, at hun er ambitiøs, at hun ser godt ud, og ret hurtigt havde de en god pingpong.

Er flyttet sammen i Hadsten

De har så småt taget hul på en fælles fremtid. Tidligere i år købte Emil en lejlighed i Hadsten og havde renoveret den med planer om at leje den ud. I stedet er han og Melissa flyttet ind, og de slipper nu for at pendle mellem Jylland og Sjælland for at kunne være sammen et par dage om ugen.

»Det er rart at slippe for langdistanceforhold med planlægning og alt det, og det er sjovere at se hinanden hver dag.«

Ellers har de ikke nogen specifikke planer, fortæller Emil. De har selvfølgelig snakket om, hvad de hver især gerne vil i fremtiden, og begge vil gerne bo på landet. Melissa ønsker at finde et sted, hvor hun har plads til sine heste.

»Og jeg vil bare gerne bo på landet.«

Emil har travlt med sit job som teknisk salgskonsulent for et foderstoffirma og deltidslandmand med kødkvæg på familiens landbrug ved Haldum. Melissa har fået sine heste opstaldet på Fyn og pendler dertil dagligt. Det er hendes ambition at gøre hestene til sit levebrød.

’Grænseoverskridende, men sjovt’

Emil er en blufærdig mand, der tidligere knap kunne tale til en pige uden at rødme. Det overvandt han i tv-programmerne.

»Det var selvfølgelig meget grænseoverskridende i starten med kameraer på hele tiden. Jeg er typen, der hader at få taget billeder, men man vænner sig til kameraet. Og overordnet var det en kæmpeoplevelse - det var sindssygt sjovt at være med til,« fortæller han.

Stemningen på holdet bag produktionen var helt i top, og at møde pigerne i programmet var også noget særligt.

»Det er en ting, vi altid vil have sammen. Det var intenst og kan ikke sammenlignes med noget, jeg har prøvet før.«

Selv ses han ikke med nogen af de øvrige piger, men pigerne ses stadig. Melissa har netop været i byen sammen med dem.

»Jeg var bare chauffør. De har jo også lidt mere tilfælles.«

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen