Nu er padelbane åbnet i Thorsø
Indvielse af padelbane i tidligere maskinhal

En tidligere maskinhal tæt på Tungelundhallen i Thorsø er blevet indrettet med et styk padelbane. I lørdags var der indvielse med kaffe og kage, og deltagelse af en del, der nu glæder sig over at have fået den populære sportsgren til byen.
Onsdag 18. november var første dag, der kunne bookes, og allerede efter den første time var 6 baner/timer udlejet.
Lige fra børn til gamle
Bestyrelsesmedlem i Thorsø - Tungelund IF Casper Mønster fik ideen til at få en lokal badelbane.
”Det er jo en sjov sportsgren, en kombination af squash og tennis.”
”Og alle kan hurtigt være med, lige fra børn til gamle. Vi håber, at også hele familier vil komme her og have det sjovt, i stedet for at tage i hoppeland,” supplerer Dan Brandt, formand for idrætsforeningen.
Det er dyrt at købe et bat, og for at gøre spillet så tilgængeligt for alle som muligt, ligger der bat og bolde i hallen til fri afbenyttelse.
”Vi går ind for mest mulig sport til flest muligt,” siger Dan Brandt.
Han tilføjer, at man heller ikke behøver at være medlem af idrætsforeningen for at booke en bane. Meningen er, at det skal være tilgængeligt for alle, også for dem, der ikke bor i Thorsø.
»Vi skal forny os«
Dan Brandt ser padelbanen som et led i byens liv og udvikling.
”Sammen med skolen, Tungelundbadet, indkøb etc. er idrætsforeningen en stor og aktiv del af Thorsø. Vi skal forny os, både for at fastholde vore medlemmer og tiltrække nye. Ellers bliver vi en soveby.”
Arbejdet med at indrette padelbanen i den tidligere maskinhal startede for cirka halvandet år siden. Den blev projekteret til at koste 300.00 kroner, og bestyrelsen for idrætsforeningen sagde i første omgang ja til selv at finansiere den. Det kunne gøres, uden at man skulle ud at låne.
Fondsansøgninger har undervejs indbragt nogle flotte tilskud, blandt andet 50.000 fra Norlys’ Vækstpulje, 30.000 fra DGI Foreningspulje, 3.000 fra Favrskov Kommunes Start- og Udviklingspulje, samt forskellige bidrag fra lokale sponsorer, deriblandt 25.000 fra én, der ønsker at være anonym.


