Kommunalt ansatte i Favrskov skal nu vise coronapas
Favrskov Kommune har indført krav om, at medarbejdere skal have coronapas for at møde ind på arbejde.

Den 12. november blev regeringen og arbejdsmarkedets parter enige om at gøre det lovligt for kommunerne at kræve coronapas af sine medarbejdere. Mange kommuner har sidenhen benyttet sig af muligheden, og nu er Favrskov Kommune også hoppet med på vognen.
Fra onsdag 15. december skulle de omkring 3.800 kommunale medarbejdere i Favrskov kunne fremvise coronapas for at møde ind på arbejde, hvilket langt hovedparten er nødt til at gøre for at kunne passe deres arbejde. Under 10 procent af kommunens ansatte har mulighed for at arbejde hjemmefra.
»Vi gør det for at være med til at reducere smitterisikoen. Vi kan blandt andet se, at bekymrende mange i aldersgruppen 30-39 bliver smittet,« fortæller Jan Kallestrup, kommunaldirektør i Favrskov Kommune.
Beslutningen om at kræve coronapas er truffet af direktionen, der udover kommunaldirektøren omfatter Peter Jensen, direktør for Job og Økonomi, Hans Minor Vedel, direktør for Børn og Kultur, Sidsel Homann, direktør for Teknik og Miljø, og Ulrik Johansen, direktør for Social og Sundhed.
Byrådet og medarbejderorganisationen er orienteret og bakker fuldt op om beslutningen, oplyser kommunaldirektøren.
En udfordring
Langt de fleste af medarbejderne er vaccinerede og har dermed automatisk coronapas, så de kan uden videre fortsætte med at møde ind på arbejde. Hvis man derimod ikke er vaccineret, skal man fremvise en negativ PCR-test, der er under 72 timer gammel, eller en negativ kviktest, der ikke er ældre end 48 timer, for at have et gyldigt coronapas.
For tiden kan der være op til et par dages svartid på en PCR-test, så det kan blive noget af en udfordring for ikke-vaccinerede medarbejdere hele tiden at skulle kunne fremvise en gyldig test.
»Vi anerkender, at det ikke er nemt for alle, og derfor vil vi også være fleksible og for eksempel tillade, at man kan blive testet i arbejdstiden. Man kan diskutere, om det er rimeligt, at man må bruge arbejdstiden på at lade sig teste, men sådan er reglen. Man kan udnytte systemet, hvis man vil, men vi er nødt til at tro på, at de fleste gerne vi bidrage til at reducere smitten, og vi har ikke fokus på hår i suppen,« forklarer kommunaldirektør Jan Kallestrup.
Tjek og stikprøver
Kommunerne må ikke registrere, om medarbejderne er vaccinerede, så Favrskov vil tjekke medarbejdernes coronapas én gang inden jul og igen lige efter nytår, hvorefter man vil gå over til stikprøvetjek. Det oplyser kommunaldirektøren, som tror og håber, at kravet om coronapas kommer til at give relativt få udfordringer.
»Vi håber ikke, vi kommer ud for det, men man kan risikere at blive sendt hjem uden løn.«
Langt hovedparten af borgerne i Favrskov er vaccinerede. Således var 91,2 procent af alle borgere vaccineret pr. 16. december. Aldersgruppen med den største vaccinationsandel er de 75-79 årige, hvor 98,2 procent er vaccinerede.
Favrskov er i øvrigt blandt de kommuner, der for tiden har den laveste smitte. Den 16. december havde Favrskov en incidens på 460. Kun seks af landets 98 kommuner havde en lavere incidens.