Snavs, indtørrede madrester og skimmel: Fødevarestyrelsen har lukket slagter

Slagter Knud Schou har fået sur smiley og straksforbud mod at producere, købe og sælge madvarer fra sin gårdbutik ved Laurbjerg.

Artiklens øverste billede
Slagter Knud Schou fik en sur smiley og straksforbud mod at producere, købe, sælge, da Fødevarestyrelsen kom på kontrolbesøg. Foto fra findsmiley.dk

Det stod mere end almindeligt skidt til, da Fødevarestyrelsen 9. december 2021 foretog et kontrolbesøg hos slagter Knud Schou, der driver Gårdbutikken Bakkjærsminde på Hammelvej 160 ved Laurbjerg.

Efter en time og tre kvarters kontrol konkluderede den tilsynsførende, at rengøringen og opbevaringen af fødevarer var så dårlig, at Fødevarestyrelsen nedlagde straksforbud mod produktion af fødevarer.

»Han må ikke producere, købe og sælge fra adressen. Forbuddet gælder, indtil han får bragt forholdene i orden og kontakter os. Så tager vi ud og laver en kontrol, og hvis vi er enige i, at forholdene er bragt i orden, ophæves forbuddet,« forklarer Karina Hindsdal, sektionsleder ved Fødevarestyrelsen Nordjylland.

Ifølge kontrolrapporten var der store plamager af snavs, produktrester og snavset vand i produktionsområdet og på tørvarelageret. Alt inventar var fyldt med ”fedtede gule og mørke belægninger af indtørret fedt og produktrester.” Ligeledes var der mørke belægninger og produktrester på en skæreplade, gryder og køkkenredskaber med videre, og der stod opbevaret en gryderet i spande, der havde gamle produktrester og sorte fedt-belægninger udvendigt og øverst indvendigt.

Fødevarestyrelsen påpeger i forbindelse med beskrivelsen af den manglende rengøring og hygiejne, at der på et bord i produktionslokalet stod 46 smurte sandwichboller med diverse pålæg, flæskesvær, kogte hamburgerrygge og en gryde med sovs.

Fødevarer med skimmel

I et kølerum blev der opbevaret letfordærvelige fødevarer som hakkebøffer, bacon og spegepølser. De var ikke tildækket og risikerede dermed at blive kontamineret af en dåse survarer med skimmel og røgede gedekøller med et ydeligt lag af grøn og hvid langhåret skimmelvækst, som også blev opbevaret i kølerummet.

Fødevarestyrelsen noterede også, at gulvet var under reparation. Der lå løse skaller af epoxy belægning på gulvet, der ikke var rengøringsvenligt.

Der blev taget billeder til dokumentation af de kritisable forhold, som medførte et mundtligt straksforbud og fremsendelse af skriftligt forbud.

»Når man får en sanktion, laver vi en partshøring , som giver mulighed for at udtale sig, hvis man er uenig, men virksomheden havde ingen bemærkninger,« fortæller Karina Hindsdal, sektionsleder ved Fødevarestyrelsen Nordjylland.

Virksomheden har også mulighed for efterfølgende at indsende kommentarer, som vil fremgå i forbindelse med kontrolrapporten, der kan læses på Fødevarestyrelsens smiley-hjemmeside findsmiley.dk.

Opfølgning på indskærpelse

Kontrollen, der blev foretaget 9. december og endte med et straksforbud, var en opfølgningskontrol på en tidligere kontrol af slagteren ved Laurbjerg foretaget 2. september 2021. Her blev der også fundet indtørrede produktrester og fedtede belægninger i produktionslokalet og kølerummet, hvor der blev opbevaret kød.

Det afskallede gulv er også noteret i rapporten fra 2. september, ligesom slagteren blev indskærpet at gennemføre egenkontrol af opbevaringstemperatur.

Kontrollen udløste en indskærpelse-smiley for mangelfund håndtering af fødevarer, rengøring, vedligeholdelse og egenkontrol. En indskærpelse medfører to gebyrbelagte opfølgende kontroller, og da slagteren ikke kunne dokumentere egenkontrol ved det opfølgende kontrolbesøg 9. december, koster det en bøde på 5.000 kroner.

Knud Schou oplyser, at han havde lukket sin butik et par dage før besøget fra Fødevarestyrelsen. Han har lukket for produktion og salg og skal nu i gang med at renovere lokalerne med henblik på at genåbne i foråret. Lokalavisen har talt med slagteren, som fortæller sin version af sagen i nedenstående artikel:

Det er langtfra første gang, at Knud Schous gårdbutik har fået en sur smiley. Ifølge TV2 Østjylland fik han i 2016, 2017 og 2018 i alt fire sure smileyer. De gentagne fejl og mangler med især rengøring og fødevarehåndtering førte til, at Fødevarestyrelsen anmeldte ham til politiet.


Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen