Hadsten bevarer midlertidigt kviktestcenter

Det midlertidige kviktestcenter i Hadsten bevares, men flytter fra Hadsten Hallen til Kulturhuset Sløjfen.

Artiklens øverste billede
Kviktestcentret i Hadsten rykker onsdag 5. januar ind i Kulturhuset Sløjfen på Evald Tanges Allé 45.

I forbindelse med den tidlige hjemsendelse af skoleeleverne blev der 15. december 2021 åbnet et midlertidigt kviktestcenter på Hadsten Skole.

Testcentret flyttede 24. december ind i hallen ved skolen for at undgå at folk skulle stå i kø udenfor i kulden, hvilket mange havde gjorde særligt 23. december, hvor der var stort pres på centret.

Det midlertidige testcenter i Hadsten skulle efter planen lukke 5. januar, hvor skoleeleverne vender fysisk tilbage. Favrskov Kommune og regionen har imidlertid besluttet at bevare testcentret, som dog flytter fra hallen, som skal bruges af idrætslivet, der ikke er ramt af de aktuelle restriktioner.

»Der har været rigtig fin søgning til kviktestcentret i Hadsten, og derfor har vi aftalt med Falck, at det fortsætter,« fortæller Favrskov Kommunes kommunaldirektør Jan Kallestrup.

Kviktestcentret rykker fra 5. januar ind i Kulturhuset Sløjfen i Hadsten, der er ramt af nedlukningen af kulturlivet og ikke må afholde arrangementer til og med 16. januar. Hvad der sker med kviktestcentret efter 16. januar, hvis kulturlivet og dermed Sløjfen får lov at genåbne efter denne dato, er uvist.

Hinnerup flytter også

Onsdag 5. januar er samtidig flyttedag for kviktestcentret i Hinnerup, der flytter fra Rønbækskolen til Samsøvej 30. Her er der en mindre parkeringsplads, hvor man kan parkere, ligesom man kan parkere langs Samsøvej.

De to kviktestcentre i Favrskov Kommune har begge åbent alle ugens dage klokken 09-19.

Skal man have en PCR-test indenfor kommunegrænsen, foregår det i Temacentret i Hammel. Det er åbent alle dage klokken 9-16, men kræver tidsbestilling.

Læs også

Del artiklen