Unge med udfordringer er i praktik hos furnipart
Praktikforløb for 16-25-årige, der har særlige udfordringer, gavner både virksomheden og de unge.

Designvirksomheden furnipart har siden september sidste år tilbudt praktikforløb på deres lager i Søften med stor succes for både eleverne og virksomheden, skriver furnipart i en pressemeddelelse.
Der er tale om praktikforløb i forbindelse med den 3-årige ungdomsuddannelse STU, som er for 16-25-årige med særlige behov, der gør, at de ikke kan gennemføre en almen ungdomsuddannelse.
Praktikaftalerne laves i samarbejde med Favrskov Kommune - og det fungerer godt.
Teamleder Martin Kenneth Wivelsted fra furnipart kan i hvert fald se, at det giver noget positivt – både til eleven og til virksomheden.
»Vores arbejdsplads er, på grund af dens størrelse, hurtig til at inkludere nye personer i de daglige rutiner. Eleverne føler sig hurtigt tilpas her, og på den måde kan vi også få mere ud af dem. De vokser med opgaverne og ansvaret,« siger Martin Kenneth Wivelsted.
Hurtigt fastansat
Den første elev hos furnipart startede som nævnt i september sidste år, og blot 14 dage inde i praktikforløbet blev eleven fastansat på lageret.
Et nyt forløb er netop startet med endnu en elev, hvorvidt det også munder ud i en ansættelse, må tiden vise.
»Vi fokuserer ikke på de unges problemer, men vi møder dem der, hvor de er, og vi finder sammen frem til deres styrker. På den måde tager vi ikke ekstra hensyn. Eleverne skal gerne blive en naturlig del af virksomheden og opleve, at de faktisk gør en forskel i den daglige drift,« udtaler Martin Kenneth Wivelsted.
csj