Nyudsprungen dagplejer: »Det her er bare det HELT rigtige for mig«

Nanna Storgaard er en mangelvare. Hun er nemlig netop sprunget ud som dagplejer. Dem mangler Favrskov mange af netop nu.

Artiklens øverste billede
Oscar til venstre og Nanna Storgaards egen søn Anker nyder godt af den ekstra opmærksomhed lige nu. Snart begynder en lille størrelse på ni måneder i dagplejen. Foto: CSJ

»Oscar vil du op på gravkoen? Kom, lad mig hjælpe dig. Sådan ja.«

Ordene er 29-årige Nanna Storgaards. De falder på en råkold men smuk januar-morgen, hvor solen sender gyldent lys ned over hjemmet et stykke uden for Norring.

Formiddagsrutinen med udetid er i gang for Nanna, Oscar og Nannas egen søn Anker. Eller rutine er måske så meget sagt. For faktisk er det kun fire dage siden, de tre begyndte deres dagligdag sammen. Nanna Storgaard er nemlig netop sprunget ud som dagplejer.

Hun og de fire andre nye dagplejere, som er begyndt i januar, er blevet taget imod med kyshånd af kommunen, for de er en stor mangelvare netop nu. Således mangler både Hinnerup by, Hadsten by, Hammel by, Farre, Lading og Ulstrup dagplejere. De to første i stor stil.

For Nanna Storgaard er der allerede en enorm glæde ved valget af det nye erhverv:

»Det her er bare det HELT rigtige for mig. Det er virkelig bare mit arbejdsfelt. Hvorfor har jeg ikke bare kastet mig ud i det fra begyndelsen,« siger hun med et smil og afslører, at hendes egen mor var dagplejer i 25 år.

"Skal hønsene have en bolle?" Det var knægtene med på, meeen halvdelen blev nu spist af dem selv. Foto: CSJ

Et hjemligt miljø

Nanna Storgaard er uddannet socialpædagog og kommer senest fra en stilling i en specialklasse på Skovvangskolen i Hammel, men tidligere har hun arbejdet i vuggestue. Hun kan mærke, at de mindre rammer som dagplejer passer hende meget bedre.

»Jeg har altid syntes, at rammerne i vuggestuen var voldsomme for aldersgruppen, og jeg kunne godt nogle gange føle, når jeg sagde farvel til et barn: ’Har jeg overhovedet haft tid til dig i dag’. Som dagplejer ser og rummer jeg alle børnene i et anderledes hjemligt miljø, hvor dagen kan tilrettelægges efter en lille børnegruppe. Fordi der ikke er så mange at tage hensyn til, giver det mulighed for mange flere spontane ture. Det meget intense forældresamarbejde tiltaler mig også,« siger Nanna Storgaard, som snart får endnu et barn indskrevet hos sig.

Men du har så til gengæld ikke nogen kollegaer. Hvordan er det?

»Jamen det synes jeg egentlig bare er fedt, for så kan jeg selv justere aktiviteterne fuldstændigt. Og nu er vi jo også i legegruppe med tre andre dagplejere. Så mulighederne er store nok for kontakt med andre.«

Hønsene nyeder godt af de to gavmilde drenge på halvandet år, Anker og Oscar. Foto: CSJ

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen