En tur på Østergade i kørestol

63-årige Ove Pilegaard har de seneste 13 år siddet i kørestol som følge af cerebral parese. Han bruger selv ordet spastiker, »for det kaldte man det jo i gamle dage,« som han siger. Ove bor på døgnrehabiliteringsenheden på Tagdækkervej. Han har kontaktet Lokalavisen, fordi han syntes, at adgangsforholdene for kørestolsbrugere er for dårlige i Hammel.

»Jeg undrer mig over, at en by som Hammel ikke er mere handicapvenlig. Mange butikker og spisesteder er ikke mulige for mig at komme ind i. Flere veje i byen er vanskelige at krydse. Op- og nedkørsler er mangelfulde eller stejle,« skrev Ove Pilegaard i en mail til redaktionen og påpegede, at Hammel jo har et kendt neurocenter, bosteder samt et stort, nybygget plejehjem.

Med til historien hører, at Ove Pilegaard har levet et meget selvstændigt liv. Før kørestolen cyklede han lange ture, boede selv og har kunnet alt. Det har været vigtigt for ham at ville og kunne så meget som muligt selv.

Lokalavisen satte Ove stævne foran apoteket for at tage en tur ned gennem Østergade og se på forholdene. Som turen skred frem opstod en positiv aha-oplevelse.

Masser af niveau-forskel

Turen går i gang. En del butikker har naturligvis direkte adgang uden niveau-forskel, men de første trin dukker hurtigt op. En god blanding af kiropraktor, frisører, spisesteder og tøjbutikker har et eller flere trin op til forretningen, som gør det umuligt for Ove at komme ind.

Ud af de mange butikker med niveau-forskel er der kun tre, som har lavet direkte adgang for kørestole: Folkekirkens Nødhjælp, Kirkens Korshær og Skoringen - førstnævnte har en rampe, mens de to andre har ladet belægningen gå skråt op til døren.

Hvis du helt selv kunne bestemme, hvad skulle der så ske her?

»Jamen jeg har jo set på nogle udenlandske sider, at man kan lave det sådan, at et trin kan køres ned med en knap, sådan at kørestolen kan trille op derpå og blive kørt op ved at trykke på knappen,« siger Ove Pilegaard.

En mere lavpraktisk tilgang kan dog også være en mulighed:

»Jeg ville ønske, at man ville ofre at få trinene væk og lave adgangen skrå,« siger Ove Pilegaard.

Kun tre har ikke ramper

Netop som vi snakker om det at tage ud at spise, og livskvaliteten, som er forbundet hermed, falder vores øjne på et skilt i døren ind til Shielas Café & Brasserie: ’Rampe til kørestolsbrugere haves’, står der.

»Det vidste vi da slet ikke, Ove,« siger Sarah Kolby, som er ansat på Tagdækkervej og er med som Oves chauffør.

Da vi endvidere stikker hovedet ind til ’Nyt Syn Brilleriet’, så er første kommentar fra indehaver Lise Reese:

»Skal jeg lige finde rampen frem?«

En rundspørge til stort set alle butikkerne med trin viser, at kun tre ikke er tilgængelige. Langt de fleste af de butikker, som ved første øjekast er svært fremkommelig med en kørestol, har altså ramper eller mulighed for at komme ind ad en bagindgang. Der er bare ingen, ud over Shielas, som gør opmærksom på det i døren.

»Det tror jeg virkelig, at der er mange, som ikke er klar over,« siger Sarah Kolby, og Ove Pilegaard fortsætter:

»Ja, flere burde skilte med det. Og så er det selvfølgelig væsentligt, at butikkerne også er indrettet til, at en kørestol kan komme omkring derinde.«

Dertil kommer, at man som kørestolsbruger uden hjælper skal kunne få kontakt til en ansat i butikken for at få rampen lagt ud. Her kunne en form for ringeklokke være en idé.