Varmeprisstigning i Ulstrup bliver ikke så voldsom som varslet

Varslet prisstigning på 185 procent havde ikke hold i virkeligheden, siger Gudenådalens Energiselskabs nye bestyrelsesformand.

Artiklens øverste billede
Gudenådalens Energiselskabs energicentral i Bjerringbro. Pressefoto

De omkring 400 husstande i Ulstrup, som får varme fra Gudenådalens Energiselskab, kan trække vejret lidt roligere. De slipper ikke for at skulle betale en højere varmeregning – som følge af de stigende gas og elpriser – men det bliver langt fra så dyrt som den varslede prisstigning på op mod 185 procent. Det oplyser den nye bestyrelsesformand Allan Krantz Jensen.

»Vi er ikke herre over, hvad der sker ude i verden, og jeg vil være ked af at sætte tal på prisstigningen, men det kommer til at ligge tæt op ad andre lignende varmeværker,« siger Allan Krantz Jensen.

Gudenådalens Energiselskab vil senere på ugen komme med en nærmere udmelding over forbrugernes forventede prisstigning i 2022.

Forkerte tal

Den varslede prisstigning, der blev udmeldt 23. december, var den primære årsag til, at bestyrelsen i sidste uge udtrykte mistillid til den tidligere formand Preben Sørensen og kasserer Per Dahlgaard. De trak sig begge omgående fra bestyrelsen, og dagen derpå fyrede den nye bestyrelse direktør Jan Dansbo.

Den nye bestyrelsesformand Allan Krantz Jensen fortæller, at han og andre bestyrelsesmedlemmer havde svært ved at tro på den voldsomme prisstigning, som den tidligere formand, kasserer og direktør havde beregnet og meldt ud til forbrugerne.

»Vi syntes, det lød meget voldsomt, og derfor var vi nogle stykker, der henover jul og nytår regnede på tallene. Vi regnede og regnede og kunne ikke nå frem til det samme,« fortæller Allan Krantz Jensen.

Ifølge Allan Krantz Jensen havde de nu forhenværende frontfigurer i selskabet brugt nogle forkerte data i beregningerne, der lå til grund for den varslede stigning på op mod 185 procent.

Direktør i kikkerten

I forhold til afskedigelsen af direktøren spillede det også ind, at den nye bestyrelse ønsker en direktør, der kan få mere ud af selskabets forskellige teknik og anlæg, som omfatter gasmotorer og kedler, en luft til vand varmepumpecentral, spildevandscentral og energicentral.

»El og gaspriserne følger ikke hele tiden hinanden, og der er store besparelser ved at køre vores anlæg optimalt, når priserne svinger sådan, som vi har set det. Det er virkelig vigtigt,« påpeger Allan Krantz Jensen, der ligesom de øvrige bestyrelsesmedlemmer, på nær Favrskov Kommunes repræsentant, selv er forbruger i det lokale energiselskab, der leverer varme til Bjerringbro og Ulstrup.

Gudenådalens Energiselskab har allerede en ny direktør i kikkerten, som man håber meget snart at kunne lave en aftale med.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.