Pres på kunstgræsbanen: Massiv interesse for fodbold i HOG

HOG Fodbold klar til et spændende forår.

Artiklens øverste billede
Seniorformand i HOG Fodbold Bjarke Christiansen ser frem til et spændende forår. Sæsonen starter lørdag 29. januar. Privat foto.

Seniorformand i HOG Fodbold Bjarke Christiansen glæder sig til opstart til forårets fodboldsæson for seniorer og U19 spillere. Han ser frem til en sæson med masser af spilleglæde og masser af spillere.

Både seniorer og U19 spillere starter op lørdag 29. januar klokken 12 på kunstgræsbanen Vibe Arena ved Haldum-Hinnerup Idrætsanlægget. HOGs førstehold er tilbage i serie 1 og derudover har klubben to hold i serie 4. Holdene trænes af Brian Johansen, Casper Kajgaard og Bjarke Christiansen.

HOGs U19 drenge har hold i U19 Liga 2 og U19 Liga 4. Holdene trænes af Kristian Friis, Henrik Ansel og Christian Friis. De to grupper fortsætter med træning hver torsdag klokken 20 – 22, og udvalgte mandage, hvor der kan skabes plads.

»Altid plads til flere«

Seniorformanden giver udtryk for, at det er en kæmpe udfordring for de to mandskaber, da der forventes op mod 50-60 spillere, ja måske endda flere, til træning på samme tid på kunstgræsbanen. Det samlede antal spillere i de to grupper er i nærheden af 100.

»Det er jo positivt med så mange spillere, så vi må jo få det bedste ud af det, selv om det bliver en svær øvelse,« siger Bjarke Christiansen.

»Vibe Arena har jo mange brugere, både fra HOG og andre klubber, men vi kunne godt bruge noget mere tid på banen.«

Bjarke Christiansen opfordrer alligevel tilflyttere og andre til at møde op til træningen, selv om det bliver trangt.

»Vi har altid plads til flere spillere.«

ab

Læs også

Del artiklen