Alle medarbejdere i børnehave smittet med corona
Samtlige medarbejdere og en stor andel af børnene i institutionen Børnely i Farre er for nylig blevet smittet.

Samtlige 14 medarbejdere, inklusive vikarer, i den integrerede institution Børnely i Farre er i løbet af godt en uge blevet smittet med coronavirus. Den første medarbejder måtte melde forfald mandag i sidste uge, og siden da er alle de andre ansatte blevet smittet. Det oplyser områdeleder for institutionerne i Hammel Syd/Øst, Brian Leth Hansen, tirsdag formiddag.
”Heldigvis” har en meget stor del af de cirka 50 børn også været smittede eller nærkontakt og derfor holdt hjemme, så institutionen har hele tiden været åben. Tirsdag 18. januar var belægningen blandt børnene, der var mødt op, helt nede på omkring 20 procent.
Derudover har medarbejderne ikke alle har været smittet på samme tid, og så er områdelederen selv samt en resursepædagog trådt til og har været fast personale i den hårdt ramte institution.
»Forældrene har været ekstremt fleksible i denne situation. De børn, der har haft behov, har været her, men der har ikke været nogen forældre, der har sendt børn med symptomer afsted, som vi har skullet vride armen om på,« fortæller områdeleder Brian Leth Hansen.
De øvrige fem institutioner i Hammel Syd/Øst har kun haft enkelte smittede medarbejdere.