Covid-19: Smitten eksploderer i Søften og Voldum

Der er igen i dag registreret rekordmange nye coronasmittede i Danmark. Ifølge dagens opgørelse fra SSI er der i det seneste døgn konstateret 40.626 nye smittetilfælde. De er fundet blandt 230.791 PCR-prøver og svarer til en positivprocent på 17,6.
Favrskov er en af de kommuner, hvor smitten stiger relativt mest. I den seneste uge er der registreret 1.931 nye coronasmittede Favrskov-borgere svarende til en incidens på 3.950. Hvidovre Kommune har landets højeste incidens på 5.349.
Som Lokalavisen skrev i går, er Ulstrupbro og Sønder Vinge Sogn i Favrskov Kommune meget hårdt ramt af smitte og blandt de sogne i Danmark, der har det højeste smittetryk.
Det er de stadigvæk, og i dag kan tilføjes det lille sogn Vester Velling samt Søften og Voldum.
I Søften er smitten nærmest eksploderet i de seneste dage, så incidensen i dag er oppe på 7.805. Tallet dækker over, at 254 af sognets 3.254 indbyggere i den seneste uge har fået corona. Positivprocenten er helt oppe på 30, det vil sige at tre ud af 10 PCR-prøver har været positive.
I Voldum er 72 af sognets 993 indbyggere konstateret smittet i den seneste uge, svarende til en incidens på 7.250. Også her er positivprocenten på 30.