Hinnerups 75 nye boliger får navnet Thorasdal
75 nye boliger på Ådalsvej i Hinnerup er snart en realitet. De tidligere huse er revet ned og kontraktforhandlingerne med totalentreprenøren er i gang. Funktionelle boliger og fællesskaber er i højsædet.

Et af de mest omdiskuterede projekter i Hinnerup de seneste par år er opførelsen af 75 nye etageboliger på Ådalsvej. Mange har protesteret over højden på det nye byggeri, som varierer fra to til fem etager, men de nye boliger vil altså snart være en realitet.
AL2bolig oplyser, at navnet på det nye byggeri bliver Thorasdal. Kontraktforhandlingerne med totalentreprenøren er i gang.

Bedømmelsesudvalget peger i enighed på et projekt udarbejdet af Q-Construction A/S (med underrådgiverne D.A.I, ERIK arkitekter og Lytt Architecture) som det bedste projekt.
»Kreativiteten har i den grad været i højsædet, og Q-Construction leverer et virkelig flot projekt, som indeholder rigtig mange af vores krav og ønsker til en unik afdeling i Hinnerup,« lyder det fra Allan Werge, direktør hos AL2bolig.
Indledende forhandlinger i gang
De indledende forhandlinger med Q-Construction er i gang. Det gælder blandt andet kontraktindgåelse og tilpasning af projektet. Når kontrakten er indgået, og AL2bolig kender det endelige projekt igangsættes den påkrævede myndighedsbehandling.
AL2bolig forventer at modtage byggetilladelse og skema B til sommer.
Boligselskabet skriver i pressemeddelelsen, at der ønskes et godt samarbejde med naboerne, og at det er vigtigt, at de bliver korrekt og løbende orienteret gennem hele processen.

Derfor bliver der løbende sendt nyhedsbreve til naboerne, og i efteråret 2022 afholdes et større informationsmøde for alle beboere i Hinnerup og for andre med interesse for byggeriet.
»Det er vigtigt, at vi får opført et spændende byggeri inden for det aftalte budget, og at vi ligeledes formår at skabe spændende rum og stærke fællesskaber – med plads til mangfoldighed og respekt for den enkelte. Med andre ord skal vi skabe funktionelle og rummelige boliger og samtidig give noget positivt tilbage til Hinnerup by. Dette projekt har det, der skal til, og vi glæder os til at fortælle meget mere om det senere på året,« siger Allan Werge.
kfp