»Børnene var helt tomme i blikkene«

Jens Rasmussen fra Hinnerup bidrager til hjælpen af ukrainske flygtninge. Tirsdag i forrige uge kørte han første gang til den polsk-ukrainske grænse.

Artiklens øverste billede
Jens Rasmussen hentede i forrige uge to ukrainke familier, som begge havde efterladt deres mænd og fædre i Ukraine. De to familier var selv flygtet til en af de polske grænsebyer. Privatfoto.

Som familiefar kunne Jens Rasmussen ikke bare blive hjemme i Hinnerup og se til, mens krigen buldrede løs i Ukraine.

Han ville gøre noget.

Derfor satte han sig i forrige uge ind i sin Volkswagen Touran med plads til syv personer for at køre til Polen nær den polsk-ukrainske grænse.

Han ville hjælpe med at få ukrainske flygtninge i sikkerhed.

I sikkerhed fra den krig som i disse dage og uger hærger det østeuropæiske land.

»Det er folk, der ikke har gjort noget. De er helt uskyldige. Det kunne jeg ikke bare lade være med,« siger Jens Rasmussen.

Støtte hjemmefra

Flere har samme mod på at hjælpe. Det viser nyoprettede grupper på Facebook, som har til formål at koordinere hjælp til de ukrainske flygtninge. Der er folk, der som Jens Rasmussen henter ukrainske flygtninge i Polen, nogle tilbyder mad, tøj og legetøj til ukrainerne, når de når de danske grænser, og en anden gruppe tilbyder husly. Andre giver økonomiske bidrag til ture som Jens Rasmussens.

»Jeg oplevede virkelig også stor støtte fra mine kontakter på Facebook, som sendte gode kommentarer og penge til turen,« siger Jens Rasmussen, der tydeligt mærker, at han ikke er alene om at hjælpe.

Netop det økonomiske aspekt i turene til Polen, havde han og hustruen drøftet inden afrejsen. Hun var hurtig til at støtte Jens Rasmussen, og sammen blev de enige om, at det økonomiske ikke skulle blive en hindring.

»Det var meget vigtigt for mig, at hun er med på den. Hun var den første, jeg talte med om at tage af sted. Det var også vigtigt for mig at understrege over for mine børn, at jeg selvfølgelig ikke nærmer mig en krigszone, og at de ikke skal være bekymrede,« siger Jens Rasmussen.

Jens Rasmussen ved godt, at han bevæger sig på kanten af myndighedernes råd om ikke at køre til Polen som privatperson. »Jeg opfordrer ikke til selvtægt, men jeg havde en aftale med nogen,« siger han. Privatfoto.

Man kan tydeligt fornemme, at Jens Rasmussen er blevet rørt af hele situationen. Især mødet med de første ukrainske flygtninge har gjort et indtryk på familiefaren fra Hinnerup. Helt generelt var der meget, han ikke var forberedt på, selvom han havde forsøgt at forberede sig så godt som muligt hjemmefra.

»Noget kan man bare ikke vide på forhånd,« siger Jens Rasmussen.

»At sidde med en familie, der har efterladt deres far og mand og ikke ved, om de ser ham igen, rørte mig dybt. Jeg kunne relatere til mig selv som familiefar til seks børn. Hvordan ville jeg have det, hvis en ukrainsk mand kørte dem væk,« reflekterer Jens Rasmussen.

Frygt og lettelse

»Den ukrainske familie, jeg samlede op helt ude ved grænsen, sprang bare ind i bilen med alt deres overtøj på, og de havde ingen bagage med. Kun to små rygsække, og så havde en pige en bamse i hånden,« siger Jens Rasmussen.

Ugen forinden var de flygtet fra Kyiv.

»De havde haft plads på et tog, hvor skinnerne så blev bombet. Så måtte de tilbage til Kyiv og med en bus til den polske grænse. De var skræmte, forvirrede og meget traumatiserede. Der var en blanding af frygt og lettelse i dem, da de kom ind i bilen. De vidste, at de nu var i sikkerhed fra krigen, men meget var stadig meget usikkert for dem,« fortæller Jens Rasmussen.

De havde inden da taget afsked med mændene.

Undervejs på turen mod Danmark fik Jens Rasmussen en tolk til at fortælle de seks ukrainere via telefonen, at de nu skulle køre i mange timer - og at de derfor skulle gøre dem det komfortabelt.

»Tolken fortalte også, at min kone havde booket en hotelovernatning til os på grænsen mellem Tyskland og Polen. Så satte de sig til rette med en viden om, hvad der skulle ske. Der gik ikke ret lang tid, før de voksne faldt i søvn. Men børnene stirrede bare tomt ud i luften. De var helt tomme i blikkene,« siger Jens Rasmussen.

Skål i appelsinjuice

Overnatningen havde begge parter behov for. Især Jens Rasmussen trængte til et lille hvil oven på mange timer bag rattet.

»Vi havde en lykkelig stund et kort øjeblik, hvor der blev grint og skålet i appelsinjuice og spist polsk middag på hotellet. Der var en løssluppenhed og glæde. De talte også sammen indbyrdes på ukrainsk i et andet toneleje med en positiv attitude. Det blev jeg glad over,« siger Jens Rasmussen.

»Men så om morgenen kunne jeg høre nogen græde på hotelgangen,« tilføjer han.

Han ved, at han har med familier at gøre, som har det svært. Til morgenmaden fortalte den ene kvinde med fagter, at hun havde talt med sin mand.

»Han havde sagt, at hun skulle give mig den dybeste tak og respekt, fordi jeg havde hjulpet dem væk. Hun ville ønske, at hun kunne vise mig Kyiv en dag, men der er ikke noget tilbage,« siger Jens Rasmussen.

Han fik vist en video fra familiens baggård, hvor man tydeligt ser, at deres hjem var midt i en krigszone. Det er alt sammen noget, som gør indtryk på Jens Rasmussen.

»De har udtrykt på alle mulige måder, hvor taknemmelige de er for vores hjælp. At vi i Danmark og Europa hjælper ukrainerne. De vidste ikke, hvordan de skulle udtrykke taknemmeligheden,« fortæller han.

Af sted igen

Jens Rasmussen er glad for, at mange gør en indsats for at hjælpe ukrainerne. Han ser det også som sin pligt at hjælpe, hvor han kan. Derfor satte han sig i onsdags igen bag rattet og kørte mod den polsk-ukrainske grænse.

Denne gang skulle han samle en familie op i Chelm, som er en lidt større grænseby end den forrige. Det hele foregår gennem en kontaktperson, som han sender et billede af sin bil til. Kontaktpersonen sender så billedet videre til den familie, der skal køre med Jens Rasmussen.

»De viser mig så billedet af min bil, og så ved vi, at der er kontakt,« siger Jens Rasmussen.

Han vidste på forhånd, at den familie, han skulle hente, kun kunne ukrainsk. Derfor havde han forberedt sig inden køreturen.

»Så det skulle igen være med tolk via telefonen og med google translate, så jeg kan gøre mig lidt forståelig,« siger Jens Rasmussen.

Han understreger, at de ukrainske flygtninge ikke har de store behov for mange samtaler undervejs.

»Som jeg ser det, er det min opgave at give dem så megen tryghed, som de har brug for, med kropssprog og væremåde,« siger Jens Rasmussen.

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.