»Men det ændrer ikke på, at vi skal bo et sted«

På trods af gentagne henvendelser er det ikke lykkes for Lokalavisen Favrskov at komme i kontakt med Trine Hounsgaard Pfeiffer, der er leder af Fonden Kanonen.

Vil ville gerne spørge ind til, hvordan mødet gik, samt hvilke unge, der potentielt skal flytte ind i Voldum, og om Voldum-borgerne har nogen grund til at frygte dem. Desuden om hun forstår den utryghed, som hersker i Voldum, og om hun kan se noget problematisk i placeringen af lægeboligen midt i byen på en grund med kun lidt udearealer. Vi ville også gerne spørge, om der kan være et egentligt borgermøde på trapperne, og hvordan man vil komme godt i gang efter den her stormfyldte begyndelse (hvis altså kommunen giver tilladelse).

En del af spørgsmålene har Trine Hounsgaard Pfeiffer besvaret til onlinemediet FavrskovLiv. Til mediet fortæller hun, at der var en konstruktiv tone på orienteringsmødet og »en meningsudveksling med respekt for hinandens synspunkter.«

Hun fortæller også, at det bestemt gør indtryk, at så mange mødte op til demonstrationen.

»Men det ændrer ikke på, at vi skal bo et sted. Vi har med nogle udsatte borgere at gøre, der også skal have et sted at bo. Jeg har fuld respekt for, at borgerne i Voldum har et forbehold, men vi har en samfundsopgave vi skal løse,« siger hun til FavrskovLiv, hvor hun også tilføjer, at hun ved, at det nok skal kunne lade sig gøre at få et godt samarbejde op at køre med lokalområdet.

Hun tager desuden kritikken om manglende dialog seriøst:

»Det vil vi åbne op for og indgå i, så meget vi kan, hvis det bliver aktuelt, at vi flytter ind i det gamle lægehus. Så vi har helt klart lyttet til det, og det vil vi arbejde med.«

Ude af proportioner

Om de unge på Kanonens opholdssteder forklarer hun til FavrskovLiv:

»Jeg bliver vred og ked af det, når jeg læser på Facebook, at man kalder dem voldtægtsforbrydere. Det er ude af proportioner. Sådan er vores børn ikke, og man skal huske, at det er børn. Vi har ikke nogle, der slår ihjel eller begår voldtægter. Det er at gå for langt at sige det om mennesker, man tilsyneladende ikke har en viden om.«

Om Kanonens rolle siger hun, at rigtig mange unge har været gennem opholdsstedet med stor succes i stedets 20-årige levetid.

»Hvis ikke vi var her, så ville mange af dem sidde i fængsel, fordi de ikke får den rette hjælp i tide. Enten ville de ikke overleve det, eller også ville de sidde i fængsel. Så slemt har de det, og så slemt har samfundet svigtet dem, når de kommer til os,« hun fortsætter desuden:

»Vi har altid mange ressourcer i forhold til de unge. Det er for at sikre, at vi kan give de unge den støtte og behandling, de har brug for, og det kræver selvfølgelig noget mandskab. Men det betyder også, at vi kan give de unge en hverdag, hvor de får opmærksomhed og kan leve et ret almindeligt hverdagsliv. Mange af de unge har arbejde eller fritidsaktiviteter efter skole. Der er indkøb og madlavning som i en familie. De sidder bare med en pædagog, ikke deres forældre.«