Ny ældrechef i Favrskov Kommune
Jeanette Rokbøl kommer til Favrskov med en bred ballast indenfor ledelse og sundhed.

1. maj 2022 tiltræder Jeanette Rokbøl jobbet som ældrechef i Favrskov Kommune.
51-årige Jeanette Rokbøl kommer til Favrskov med en bred ledelses- og sundhedsfaglig erfaring. Senest har hun siden 2018 været sundhedschef i Middelfart Kommune, hvor hun også i en periode var konstitueret i stillingen som senior- og velfærdschef. Tidligere har hun været klinikchef på Sygehus Himmerland, viceklinikchef på Aalborg Universitetshospital og aftaleholder for visitations- og hjælpemiddelafdelingen i Norddjurs Kommune.
Fra de forskellige lederstillinger har hun fået et grundigt indblik i og erfaring med eksempelvis borgerforløb, økonomistyring, kvalitetssikring og strategisk ledelse, oplyser Favrskov Kommune i en pressemeddelelse.
Hun er uddannet sygeplejerske og har en master i offentlige ledelse, en visitatoruddannelse og en uddannelse i sundhedsøkonomi.
»Jeanette kommer med en betydelig mængde erfaring i bagagen, og den er relevant både fagligt og ledelsesmæssigt. Det er også en fordel, at hun kender til det politiske system og har ageret i det i en årrække. Jeg er sikker på, at vi med Jeanette har fundet den rette profil til at stille sig i spidsen for den udvikling, ældreområdet skal gennemgå de næste år samtidig med, at der skal sikres en stabil drift,« siger Ulrik Johansen, direktør for Social og Sundhed i Favrskov Kommune.
»Favrskov har allerede sat gang i en spændende udviklingsproces med en tværgående udviklingsplan for området samt arbejdet med organisering i faste teams i hjemmeplejen. Jeg ser frem til at blive en del af den udviklingsproces samt et i øvrigt veldrevet område. Som chef tænker jeg kvalitet, samskabelse og helhedsorienterede sammenhænge, så vi får tingene til at lykkes med de ressourcer, vi nu har. Jeg glæder mig til at møde de mange engagerede medarbejdere på ældreområdet i Favrskov Kommune,« siger Jeanette Rokbøl.
Hun har to voksne døtre og bor med sin mand i Hjortshøj ved Aarhus.
Stillingen som ældrechef er i øjeblikket ubesat, idet den tidligere ældrechef i Favrskov Kommune, Henriette Halgaard, er skiftet til et nyt job. Ifølge hendes linkedin-profil er Henriette Halgaard nu kontorchef i Fagligt Sekretariat, Sociale Forhold og Beskæftigelse, Aarhus Kommune.
jr