En mellemstation for unge, som er gået i stå

Diversitetet er navnet på et nyt jobtilbud til unge. Formålet er at hjælpe unge, som er gået i stå godt videre i livet.

Artiklens øverste billede
21-årige Sebastian Friis Thormod har været en del af Diversitetet fra begyndelsen. Det er Jannie Friis Kristensen, som står for dagligdagen i tiltaget. Foto: CSJ

I januar åbnede Diversitetet i Hadsten. Det er en lidt speciel konsulent-virksomhed, hvor ufaglærte unge løser opgaver for virksomheder. Diversitetet håndterer alt det praktiske og finder det rette motiverede, unge menneske til opgaven.

Formålet er at udvikle og afprøve de unges ressourcer og kompetencer og hjælpe dem videre i deres uddannelses- og arbejdsliv.

»Diversitetet er tænkt som en mellemstation for de unge, som er gået lidt i stå eller har haft for mange nederlag,« forklarer Jannie Friis Kristensen, som står for Diversitetet i det daglige – tilknyttet er desuden både en psykomotorisk terapeut, en psykolog og en mentor/karriererådgiver.

Diversitetet er opstået ud af en frustration:

»Der findes mange tilbud, når det først er gået helt galt for de unge, måske i form af depression, angst eller stress, men hvorfor ikke gøre noget inden vi når helt dertil. Vi skal sørge for nogle succesoplevelser,« siger Jannie Friis Kristensen, som er mentor, innovationsekspert, og iværksætter.

Kan løse mange opgaver

Opgaverne, som Diversitetet løser, er mangeartede. Hver uge er der nogle faste ting på programmet, som skal ordnes for lokale virksomheder: Vinduespudsning, fejning og havearbejde. En opgave løses altid mindst to sammen.

»Vi prøver også at se på, hvad de unge selv kan tænke sig at prøve af, og så hører vi de lokale virksomheder, om der er nogle muligheder. Vi prøver også hele tiden at se på, hvad der er af jobs derude, som ikke bliver løst lige nu,« forklarer Jannie Friis Kristensen.

De unge i Diversitetet er timeansat efter, hvad den enkelte har overskud til.

Målgruppen er lidt flydende men ligger på omkring 15 til 25 år.

»Det er meget dem, som bare går derhjemme og lidt er usynlige,« uddyber Jannie Friis Kristensen.

Hele pointen med Diversitetet er, at den unge skal få mod på uddannelse eller job, derfor er det ikke meningen, at man skal blive hængende i Diversitetet i årevis. Tanken er omkring et halvt års tid, men det er ikke en fastlagt grænse.

Alle typer unge er velkomne:

»Vi vil gerne have en meget blandet gruppe. Hvis man er alt for ens, kan det være svært at trække hinanden op. Er vi mange forskellige typer, så kan vi bedre hjælpe med at booste hinanden. Det skaber en god dynamik,« siger Jannie Friis Kristensen.

Løber ikke rundt

Virksomhederne betaler naturligvis for at få ordnet den pågældende opgave, som Diversitet er hyret til at løse. Betalingen dækker løn til de unge og så lidt ekstra oveni, som dækker Diversitetets husleje og lignende.

»Men det løber slet ikke rundt. Vi er fire, som har dedikeret os projektet på deltid. Lidt som et fritidsprojekt. Vi håber selvfølgelig på, at der engang vil opstå arbejde nok til at kunne betale løn til os også, men jeg tror ikke helt på, at det vil kunne løbe rundt én til én,« siger Jannie Friis Kristensen og fortsætter:

»Vi arbejder på forskellige virksomhedsmodeller hen ad vejen. Det var bare vigtigt for os at komme i gang hurtigt. Og så må vi lære ved at gøre tingene i praksis. Nu er vi i gang, og så finder vi ud af resten løbende.«

Rummelighed

Jannie Friis Kristensen oplever, at flere virksomheder gerne vil arbejde med deres kultur omkring rummelighed, og det glæder hende:

»Jeg synes, at vi generelt skal være bedre til at acceptere, at det er okay ikke at kunne køre på 100 procent hver dag. Hellere dukke op og melde klart ud, at man ikke kan give den fuld skrue den dag, end at blive hjemme,« siger hun.

Ved at stå for alt det praktiske håber hun på at kunne låse nogle døre op til virksomheder, som ellers ikke havde magtet at stå med ansvaret for en ung selv.

»Det skal give en værdi til virksomheden uden alt det tunge, praktiske arbejde.«

Praktisk erfaring

I Diversitetet lærer de unge at sætter sig selv i spil, og de finder ud af, hvordan det fungerer i praksis er at have et arbejde og en opgave at møde op til.

For 21-årige Sebastian Friis Thormod, som har været en del af Diversitetet fra begyndelsen, giver den praktiske erfaring rigtig god mening:

»Mange unge har virkelig svært ved at træffe beslutninger om deres fremtid. Men det er nemmere at træffe en beslutning, hvis du først har prøvet kræfter med et konkret job. Måske bliver man skubbet ud i noget, som man ikke vidste, at man havde interesse for. Om ikke andet, finder man ud af, hvad man ikke vil,« siger den unge mand, som selv har oplevet at springe fra to HF-uddannelser.

»Jeg hoppede jo bare på samme uddannelse, som alle de andre gjorde, men det var ikke det rigtige for mig. Man bliver da trist, for det føles som et nederlag at springe fra, og man kan hurtigt komme til at tænke, at man har spildt et år. Det har man dog ikke, for man har jo fået et udbytte - selvom det måske ikke var det traditionelle udbytte,« siger Sebastian Friis Thormod, som sidenhen har gennemført en uddannelse på den jyske filmskole Potemkin.

Han har blandt andet brugt sin kunnen derfra til at løse flere medie-opgaver for Diversitetet selv og for andre virksomheder.

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.