Svigerinder har indrettet hjem til ukrainsk familie
Charlotte og Ulla har indrettet en lejlighed til en ukrainsk familie og hjælper familien løst og fast.

Lejlighederne til de ukrainske flygtninge på Skaghøj i Hammel er indrettet og møbleret af frivillige, der sammen med de nye beboere på Skaghøj var inviteret til kommunens velkomstarrangement i caféen på det tidligere plejecenter.
Ved et bordene sad svigerinderne og arbejdskollegaerne Charlotte Sørensen fra Lading og Ulla Nielsen fra Hammel sammen med Alina Krivosheeva og hendes datter 8-årige Anna, der er flygtet til Danmark. De bor i lejlighed 20 på Skaghøj, som Charlotte, hendes datter Mai, og Ulla har adopteret og indrettet.
»Vi ligger inde med så meget og synes, det er et supergodt koncept. På den måde får man også lavet forskellige lejligheder i stedet for standard lejligheder indrettet af kommunen,« siger Ulla Nielsen.
Med i Bilka
Charlotte og Ulla var enige om, at de gerne ville vide, når nogen flyttede ind i ”deres” lejlighed, og de mødte op med blomster og chokolade og nogle startpenge fra Ullas bror, da Alina og Anna var flyttet ind.
»Vi gik ud og handlede ind sammen, så de havde noget i køleskabet, og vi spurgte, om de synes, der manglede noget. De kunne godt tænke sig et skrivebord til Anna, der er begyndt i skole på Skovvangskolen, så vi tog dem med i Bilka og købte et skrivebord, penalhus, madkasse og en drikkedunk,« fortæller svigerinderne.
Givende
Alina og Anna taler ikke engelsk, så de kommunikerer med Charlotte og Ulla primært via en app, der oversætter fra ukrainsk til dansk og omvendt. Appen bliver brugt flittigt, og Alina fortæller, at hun er meget glad for lejligheden, som hun synes er hyggelig med blomster og malerier.
»De skal have ro, men vi besøger dem engang imellem. Vi har også meldt os til Røde Kors caféen i Hammel, hvor vi har lært flere ukrainere at kende. De er utroligt taknemmelige, søde og rare og har en god humor. De er nogle super dejlige mennesker, og det er meget givende for os,« fortæller Charlotte Sørensen.