Stort Busbjerg-projekt får den første kvarte million i hus
Folkene bag Busbjerg Spillene drømmer om ny scene og nye bygninger. Nu har projektet modtaget 250.000 kroner i støtte.

Foreningen bag Busbjerg Spillene modtager 250.000 kroner fra Realdanias kampagne Underværker.
Pengene skal bruges på det materiale, som skal ligge til grund for et amfiteater på Busbjerg med en permanent, delvist overdækket scene, som kan anvendes af andre end foreningen selv udenfor Busbjerg-sæsonen. Eksempelvis til koncerter, skoleteater, foredrag, optræden af musikskoler, bands og dansetrupper eller som madpakkehus for de mange vandrende i det naturskønne område.
»Det bliver et kæmpe aktiv for lokalområdet, ja, for hele Favrskov Kommune. Der findes jo ikke en permanent scene her i kommunen, hverken ude eller inde,« siger Mette Kristensen, som sidder i Busbjergs projektgruppe.
Planen er desuden at scenen skal flyttes, så folk slipper for at sidde skævt på bakken som i dag. Der vil blive lavet trappe/plateauer op ad bakken til stolerækkerne.
Ud over ændringer af selve scenen er planen også, at de to bygninger på stedet skal ombygges. Den ene bygning skal laves til øvelokale til foreningens kor og teaterskole for børn og unge samt til omklædningsrum for skuespillerne under sommerspillet.
Den anden bygning skal anvendes som café med anretterkøkken, toiletter til publikum, og i forbindelse med denne bygning skal etableres en stor terrasse.
Desuden skal tilkørselsvejen til pladsen udvides, så der kan komme lastbiler og busser til området. Ligesom faciliteterne og adgangsvejene til tilskuerpladsen skal gøres mere handicapvenlige.
Det samlede projekt koster 4.912.500 kroner. Nu skal de 250.000 kroner fra Underværker-kampagnen i første omgang sørge for, at der bliver lavet forundersøgelser og udarbejdet tegninger.
»Det er jo de ting, som skal ligge til grund for, at vi kan komme videre i vores fondssøgninger,« siger Mette Kristensen.
Meget arbejder venter
Lige i øjeblikket er forberedelserne til sommerens visning af ’Vi maler byen rød’ i fuld gang på Busbjerg, så der har endnu ikke været tid til den store fejring af den kvarte million i donation.
»Men vi er rigtig glade for donationen. Nu kan vi se, at det måske kan lykkes, selvom der fortsat ligger rigtig meget arbejde forude,« siger Mette Kristensen og fortsætter:
»Fordi vi søger penge til forundersøgelse og udarbejdelse af materiale, så har vi jo netop ikke haft så meget materiale, vi kunne sende ind. Derfor er vi også meget beærede over, at vi er kommet i betragtning, når man ser på alle de fine og flotte projekter, som ellers har søgt.«
I denne omgang har 129 forskellige projekter søgt om midler fra Underværker-Kampagnen. 17 har modtaget støtte - heriblandt altså Busbjerg.