Studiejob i Favrskov har virket: Nu VIL de være præster
Teologistuderende er blevet afklarede og motiverede efter studiejob som præstekadetter i Favrskov.
Folkekirken i Favrskov har igennem to år haft fem teologistuderende ansat i lønnede studiejob som præstekadetter, hvor de har prøvet kræfter med centrale præsteopgaver som at stå for gudstjenester, skrive og holde prædiken, undervise konfirmander og følge præsterne til samtaler, møder og aktiviteter i sognet.
De fem præstekadetter afsluttede deres forløb i sommeren 2021, og der er nu lavet en evalueringsrapport på 160 sider om erfaringerne med projektet, der er det første af sin slags i Danmark.
Ifølge rapporten er det lykkedes at skabe interesse for, glæde ved og kendskab til arbejdet som præst for de studerende, der ikke alle på forhånd var lige fortrolige med folkekirken. Særligt organiseringen med en bred kontaktflade ud i provstiet kombineret med en tæt tilknytning til et enkelt sogn har vist sig at være vigtigt for de studerendes udbytte, fremgår det af en artikel om rapporten på Folkekirken i Favrskovs hjemmeside.
»Fra at have været i tvivl blev alle fem præstekadetter afklaret: De ville være præster. Men ud over at have hjulpet med afklaring er håbet også, at kadetterne vil opleve, de har nogle betydningsfulde og relevante erfaringer at trække på i overgangen fra studerende til et arbejdsliv som præster,« siger Eva Pedersen, sognepræst i Hinnerup, der er leder af Akademi for Præstekadetter.
Også godt for præsterne
Ansættelsen af præstekadetterne har også været godt for præsterne i Favrskov, der ifølge rapporten har oplevet en praktisk aflastning og haft gavn af sparringen med de unge kommende kollegaer. Det har givet et løft til provstiets kirkeliv, og på den måde indgår Akademi for Præstekadetter i en samlet bestræbelse på både at fastholde og tiltrække præster.
»Evalueringen peger på vigtigheden af, at de teologistuderende får muligheden for at få praksiserfaring med præsteembedet allerede under studiet. Det er vigtigt, at folkekirkens menighedsråd og sognepræster stiller sig til rådighed som en reel sparringspartner, der kan hjælpe de studerende med at få øjnene op for det spændende og positive, der er i arbejdet som præst, når studietiden er forbi. For folkekirken har brug for de nye, dygtige teologer, der kan forkynde Guds ord, yde sjælesorg og stå for andre gode initiativer i sognene,« siger Henrik Wigh Poulsen, biskop i Aarhus Stift, der støtter akademiet.
Giver nye perspektiver
De samlede erfaringer peger også på, at adgang til praksis i forbindelse med studiet har styrket de studerendes oplevelse af faglig relevans og vist sig også at gavne deres udbytte af studiet. Det siger ph.d. og vidensmedarbejder i Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter, Kirsten Donskov Felter, der har ledet arbejdet med at indsamle erfaringerne fra projektet:
»Akademi for Præstekadetter bryder med den gængse tænkning om præsteuddannelse, hvor man først har al teorien for så at gå ud i praksis, og lægger sig tættere op ad den model, man kender for eksempel i Norge og Sverige og fra andre professioner. Projektet åbner på den måde for nogle spændende perspektiver, både for teologiuddannelsen på universitetet og for undervisningen på pastoralseminarieuddannelsen.«
I januar 2022 blev Gaute Holm-Hansen som den første præstekadet ansat som sognepræst, da han blev valgt til den ledige stilling ved kirkerne i Vejerslev, Aidt og Thorsø, der hører under det nye Høj Stene Pastorat.
Der har netop været ansøgningsfrist for det nye hold af præstekadetter, der begynder til august i studiejobs i Favrskov Provsti.