Tonsvis af møg bliver til biogas: 200 besøgte biogasanlæg i Frijsenborgskoven
Alternative energikilder er blevet fremtidens løsning, og derfor er interessen for nye energiformer enorm.
Venstre i Favrskov et konkret bevis på interessen i nye energiformer, da partiet havde arrangeret et besøg på Frijsenborg Biogas. Godt 200 mødte op for se og høre om det imponerende anlæg i udkanten af Frijsenborgskoven tæt på Viborgvej.
»Vi har normalt stor tilslutning til vores arrangementer og besøg hos virksomheder i kommunen, men det her slår alle rekorder,« udtaler formanden for Venstre i Favrskov, Ken Richter, i en pressemeddelse.
Ligesom de øvrige deltagere var han imponeret over de grundige forklaringer og interessante rundvisninger, som de engagerede medarbejdere stod for.
»Som med mange andre ideer, begyndte det hele på et regneark,« fortalte ejeren, lensgreve Bendt Wedell, der i sin velkomst blandt andet forklarede om baggrunden og visionerne for biogasanlægget, der er det eneste af sin slags i Danmark.
Restprodukter
Siden det åbnede for syv år siden, er anlægget udvidet flere gange, så det i dag producerer Co2-neutral biogas, der svarer til et års forbrug i næsten 10.000 husstande.
»For os har det hele tiden været vigtigt, at anlægget er i samspil med omegnen, og at der en forståelse for produktionen, der udelukkende er baseret på restprodukter fra landbruget,« oplyste Bendt Wedell, der for nylig har fået DCC Energi med som partner.
For netop ikke at skæmme omgivelserne rager de kæmpemæssige siloer ikke voldsomt op i landskabet, men de er til gengæld gravet seks meter ned i jorden.
Den næsten lugtfri produktion kører i døgndrift, og processen i siloerne foregår ved 49 grader. I det hele taget er det en kompliceret og følsom proces de flere hundrede tons møg, som kommer fra 50 leverandører, dagligt skal igennem, før den rene biogas kommer ud i naturgasnettet og videre til forbrugerne.
sra