Kæmpe energibombe er ny ejer af Centralkroen

Laila Blak har arbejdet som bartender på Centralkroen, men fra 1. juli kan hun kalde sig ejer af værtshuset.

Artiklens øverste billede
Humøret er højt og tonen jovial den tirsdag formiddag, hvor Lokalavisen Favrskov besøger Centralkroen i Hadsten. Laila Blak kender alle kunderne, hun er nemlig ikke noget nyt ansigt på værtshuset. Foto: CSJ

»Hey Laila, du har fået et nyt navn,« siger manden i baren med et skælmsk smil.

»Nårh, og hvad er så det,« spørger Laila Blak.

»Kromutter,« svarer manden og griner. Humøret er højt og tonen jovial denne tirsdag formiddag på Centralkroen i Hadsten.

Laila smiler. Stamkunderne på bodegaen kender godt hendes hemmelighed. At hun er Centralkroens nye ejer fra 1. juli.

Når ordene ”Centralkroens nye ejer” bliver sagt højt, lyser hun op i et smil og griner lidt.

»Ej, men det er bare mega underligt at høre de ord,« siger den 42-årige kvinde, som hidtil har slået sine folder som bartender hver torsdag netop her.

»Så jeg kender alt til Centralkroen. Jeg er meget glad for stedet, og kunderne betyder virkelig noget for mig. Jeg får enormt meget livsglæde af at være her og brænder virkelig for det,« siger hun om årsagen til, at hun nu springer til som ny ejer, efter den tidligere ejer er blevet fængslet for en narkosag.

Uudtømmelig energi

Men hvem er hun så hende den nye ejer? Ja, ud over at hedde Laila Blak og være 42 år, så bor hun i Hadsten og er desuden mor til fem. Hun er udlært som salgsassistent i XL BYG/Gadeberg i Hadsten, men efterfølgende ville hun prøve kræfter med elektriker-uddannelsen. Den sprang hun dog fra, da det blev for kedeligt for hende. Hun fandt hurtigt ud af, at hun »simpelthen bare SKAL have med kunder at gøre,« som hun udtrykker det.

Siden har hun blandt andet været souschef i Fakta i Grenaa, og senest kommer hun fra en stilling som førsteassistent i Netto i Hadsten, hvorfra nogle måske vil genkende hende.

Hun er en næsten uudtømmelig kilde til energi, og hver anden uge, hvor hun ikke har alle børnene, arbejder hun gerne 80-100 timer.

De torsdage, hun er bartender på Centralkroen, har hun eksempelvis arbejdet i Netto fra klokken 6 om morgenen, er gået direkte på Centralkroen og har så arbejdet videre til næste morgen klokken 6.

»Jamen jeg kan ikke mærke, at jeg arbejder mange timer. At opleve glade kunder – om det så er her eller i Netto – det giver mig bare en masse energi,« siger hun.

Derfor skræmmer arbejdsmængden bestemt heller ikke i det nye job som værtshus-ejer. I det hele taget er hun meget fortrøstningsfuld i forhold til at kunne klare opgaven på trods af, at hun aldrig har været selvstændig før.

»Jeg føler, at der er stor støtte og opbakning til, at det her skal lykkes. Der står mange klar til at hjælpe. Det bliver selvfølgelig en læringsprocess, men det skal nok gå godt. Jeg henter også megen støtte hos Jacob (bestyrer af Johns Bodega i Hammel, red.), som er rigtig god til at hjælpe mig i gang,« siger Laila Blak, før hun hæver hånden til et vink:

»Hej hej, hils Niels,« råber hun til en kvinde, som forlader kroen.

Kort efter ryger hånden op igen:

»Hej Bo,« og sådan fortsætter det – her ved man, hvem hinanden er.

Laila Blak er vant til at færdes bag baren på Centralkroen. Foto: CSJ

Nyder stor respekt

At Laila Blak skulle ende som værtshusejer, har ikke just ligget i kortene.

»Jeg har aldrig været en, som er kommet i værtshusmiljøet. Men da jeg i sin tid fik et job på Åkroen for at supplere min SU, så blev jeg bare SÅ glad for det. På et værtshus får du så meget igen, hvis du bare giver lidt af dig selv,« siger hun.

Og det er Laila Blak god til. Hun er angiveligt et populært ansigt som bartender – specielt blandt de unge, som indtager Centralkroen i stor stil om torsdagen.

»Jeg tror, at jeg er god til at skabe et trygt rum for de unge. Det er da også vigtigt for mig, at her er trygt for dem – og jeg vil hellere, at de er her end på gaden,« siger hun og fortsætter:

»De kalder mig Mutti. Det er jo nok fordi, at jeg passer på dem og skælder ud, som om jeg var deres mor. Og de hører fint efter. Du skal jo tænke på, at jeg har erfaringen fra fem børn,« siger hun med et smil.

Værtshusmiljøet er nok ikke et sted for alle at arbejde, men du føler dig altså godt tilpas her?

»Ja, jeg føler mig aldrig bange, hvis det er det, du tænker på. Jeg ved, at jeg bliver passet godt på. Alle står bag mig,« siger Laila Blak og fortsætter:

»Jeg synes også, at jeg nyder stor respekt både blandt de unge og stamgæsterne. Det er nok fordi, at jeg også har stor respekt for dem og tager imod alle præcis, som de er. Centralkroen skal kunne rumme alle, og alle skal behandles ordentligt.«

Samme ånd – mere liv

Fremover kan man forvente, at Centralkroens ånd vil fortsætte som hidtil, men Laila Blak har planer om flere arrangementer og at få noget mere liv ind på stedet. Det kunne være i form af karaoke, temafester og muligvis visning af fodboldkampe. Desuden arbejder hun på en idé om, at man skal kunne reservere en del af værtshuset til fødselsdage.

»Vi skal prøve, om ikke vi kan hive nogle flere personer herned og opleve stedet. Derfor er jeg også meget åben for nye idéer og for kritik for den sags skyld,« siger hun.

Hader stoffer

Det er jo ikke nogen hemmelighed, at Laila Blak overtager et værtshus, hvis navn er besudlet af den tidligere ejers narkodom.

Laila lægger ikke skjul på, at de seneste måneder har været turbulente, og hun tager skarpt afstand fra den tidligere ejers handlinger:

»Det har været en hård tid. Det har ikke været sjovt for nogen af os. Jeg er skuffet over, at den tidligere ejer har kunnet finde på det. Jeg hader stoffer! Det er det værste, jeg ved, i hele verden, og jeg vil på ingen måde have det her,« siger hun og fortsætter:

»Jeg ved godt, at Centralkroen har et blakket ry nu, men jeg håber, at folk vil huske på, at den tidligere ejers dom intet har med det her sted at gøre.«

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.