»Mountainbike er altså også en god pigesport«

Kun fem piger under 20 år kører mountainbike i Hammel Cykle Klub, men der er plads til mange flere.

Artiklens øverste billede
Tre seje MTB-piger: Ida Mai Karkov, ni år, Ellen Krog Skammelsen, syv år, og Laura Gamborg, ni år. Foto: CSJ

»Mange tror, at det kun er en drengesport, men det er altså også en god pigesport, og vi beviser, at piger er lige så gode som drenge.«

Ordene falder en solskinsdag i skoven ved Klintholm. Det er 9-årige Laura Gamborg, som står bag citatet.

Lokalavisen Favrskov har sat de tre piger Laura Gamborg, ni år, Ellen Krog Skammelsen, syv år, og Ida Mai Karkov, ni år, stævne for at tage en snak om den sportsgren, som de elsker, men som ikke særlig mange piger dyrker.

I Hammel Cykle Klub er der eksempelvis kun fem piger under 20 år. Til sammenligning er der 35 drenge i samme aldersgruppe.

Før interviewet har de tre piger vist, hvor seje de er på MTB-sporet i skoven. Uden at fortrække en mine lægger de alle kræfter i op ad bakken og balancere fortrinligt, når de suser ned ad igen. Det er lige før, man bliver forpustet blot ved at se på dem, men de tager bare turen igen og igen.

Det kræver altså noget teknik at køre ned ad de stejle skråninger. Her er det Ellen Krog Skammelsen. Foto: CSJ

Sjovt at køre vildt

Laura, Ellen og Ida er begyndt til MTB, fordi de enten har brødre eller forældre, som kører. Og sådan er det tit. MTB bliver nemlig ofte en familiesport, forklarer den ansvarlige for ungdomsafdelingen i Hammel Cykle Klub, Tine Gamborg.

Pigerne er dog hurtigt blevet bidt af sporten og har masser af godt at fortælle om netop MTB:

»Jeg kan godt lide at lære nye ting. En ny rute for eksempel og at lære skoven at kende. Man får også nye venner og en god balance,« siger Ellen Krog Skammelsen, som faktisk kan kalde sig Danmarksmester i U9 i løbene XCO og XCC – hun var ganske vist eneste U9-pige, som stillede op, men hun lavede en flot præstation og kunne derfor velfortjent tage imod guldet.

De er alle tre enige om, at det er sjovest at køre ned ad og at lave små hop.

»Det er sjovt, fordi man kan køre vildt,« siger Ida Mai Karkov.

»Man kan også blære sig lidt over for klassen, og hvis man for eksempel er ved at komme for sent, så kan man lige cykle rigtig stærkt,« fortsætter Laura Gamborg.

Foto: CSJ

Bliver I aldrig bange, når I er ude at køre?

»Nogle gange, når jeg ser ’dødsbakken’, så kan jeg godt blive lidt bange for at falde,« siger Ellen Krog Skammelsen.

Det kan da heller ikke helt undgås, at der kommer lidt skrammer på kontoen.

»Nogle gange kan klikskoene godt drille lidt, og så er jeg væltet,« siger Ellen Krog Skammelsen.

»Jeg har slået hul i hovedet, da jeg hoppede på en træstamme. Så kan det godt være lidt svært at komme op på cyklen igen,« fortsætter Laura Gamborg.

Foto: CSJ

Alle kan være med

De tre piger stikker af ud i skoven på hver deres spor.

Imens fortsætter interviewet med bestyrelsesmedlem og ansvarlig for ungdomsafdelingen i Hammel Cykle Klub, Tine Gamborg.

Hun forklarer, at man kan begynde til MTB, når man er syv år gammel. Fra syv til ni år skal en forælder dog altid køre med på ruten.

Alle børn – drenge såvel som piger – er velkomne til MTB, som bliver kørt på tre niveauer, hvorfor der er plads til alle.

»Alle kan være med: Tyk, tynd, høj og lav. Vi finder bare det hold, som passer. Og vi venter altid på den langsommeste, og ingen bliver udstillet. Vi ser virkelig ikke udskamning i klubben, og vi accepterer det desuden heller ikke på nogen måde. Faktisk er klubbens børn virkelig gode til at rumme hinanden og grine sammen,« siger Tine Gamborg.

»De er også enormt gode til at bakke hinanden op. Ja, det er faktisk lige før, at de nærmest hepper på konkurrenterne, når vi er ude til et løb.«

Foto: CSJ

Et vigtigt sammenhold

Netop det gode sammenhold er vigtigt, fortæller Tine Gamborg.

»Det er nemmere at fastholde dem, hvis det sociale er med. Det er bare nemmere at komme afsted, hvis man ved, at kammeraterne også er der,« siger Tine Gamborg, der derfor også drømmer om, at endnu flere piger får øjnene op for MTB, selvom de fem nuværende piger i høj grad bare er »en af drengene.«

»Flere piger vil bare gøre det endnu sjovere for dem,« siger hun og tilføjer med et smil:

»Og jo flere børn, jo flere potentielle trænere i form af deres forældre.«

Ligesom Laura, Ellen og Ida har Tine Gamborg kun lutter positive ting at sige om den lidt vilde sportsgren. Som forælder er der særligt én ting, som måske er værd at huske på:

»Med MTB får børnene masser af frisk luft – så er det lidt nemmere at acceptere, at de sidder med en skærm de resterende 80 procent af tiden.«

Skulle der sidde nogle piger – eller drenge – og være nysgerrige på MTB, så har Hammel Cykle Klub sæsonstart i uge 32.

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.