Ny lokalplan skal gøre padeltennis muligt
Et cirka 4,4 hektar stort areal i Hadsten skal have ny lokalplan.
Et erhvervsområde mellem Skanderborgvej og Ginneruplundvej i Hadsten skal nu have ny lokalplan, hvori det skal gøres muligt at etablere padelbaner indendørs i haller og på udendørs arealer med belysning.
Plan- og Landdistriktsudvalget godkendt på dets seneste møde, at lokalplanlægningen kan gå i gang.
Igangsætningen har baggrund i, at PadelMaster efterspørger en egnet placering til nye haller. Virksomheden oplever nemlig stor efterspørgsel på de eksisterende faciliteter på Toftegårdsvej, som de er nødsaget til at flytte fra.
Lokalplansområdet er på cirka 4,4 hektar og består af to virksomheder, en bolig, et ubebygget kommunalt ejet areal samt et kommunalt areal med en beboet bolig. På en del af det kommunale areal opføres der hjælpemiddeldepot med kontorer til hjemmeplejen.
I den nuværende lokalplan er området udlagt til bebyggelse til erhvervsformål som lager-, produktions- og værkstedsvirksomhed, kontorerhverv, administration, klinikker og servicevirksomheder samt særligt pladskrævende varegrupper. Nu skal der altså tilføjes muligheden for padeltennis.
»Det er vurderingen, at den ekstra anvendelsesmulighed for padeltennis kan give en god sammenhæng til det nært beliggende boligområde med øst, som dermed kan få let adgang til et rekreativt fritidstilbud,« står der i referatet fra Plan- og Landdistriktsudvalgets seneste møde.
Lokalplanforslaget kommer i offentlig høring i fire uger.