Affaldssortering giver årlig prisstigning på 600 kroner
Den nye affaldsordning, hvor vi skal sortere mellem 10 affaldstyper for at kunne genbruge mere, kommer med en pris.
Fra 1. maj 2023 går Favrskov Kommune over til den nye affaldssortering, der er besluttet af Folketinget, hvor vi skal til at sortere mere affald.
En almindelig husstand går fra to til tre affaldsbeholdere, der skal benyttes til sortering af 10 forskellige affaldstyper. På den måde kan mere affald genanvendes, men indsamlingen af affald bliver mere besværlig og øger prisen for kunderne i Favrskov Forsyning.
Hidtil har det kostet 1.963 kroner for en almindelig husstand at få indsamlet den nuværende genbrugsbeholder (metal og plast/papir og pap) og dagrenovationssæk. Fremover kommer det til at koste 2.571 kroner at få indsamlet de tre nye beholdere. Altså en prisstigning årligt omkring 600 kroner svarende til cirka 30 procent.
»Vi skal bruge flere genbrugsbeholdere, og vi skal bruge flere køretøjer til at samle det ind. Det koster og påvirker prisen,« fortæller Lone Bejder, projekt- og udviklingschef i Favrskov Forsyning.
Genbrug og renovation
Taksten for at få afhentet sit affald hos Favrskov Forsyning vil fortsat være delt op i genbrugsbeholdere og dagrenovation.
Genbrugsbeholderne er de to nye beholdere til henholdsvis glas/metal/plast/fødevarekartoner og pap/papir/tekstiler, der erstatter den nuværende ene beholder med metal/plast/papir/pap. Derudover får man en rød kasse til farligt affald, der bliver afhentet sammen med en af beholderne.
Fordoblingen fra en til to genbrugsbeholdere medfører også en fordobling, godt og vel, i årsgebyret fra 495 kroner til 1.062 kroner.
Dagrenovationssækken bliver erstattet af en genbrugsbeholder til restaffald/madaffald, der som standard bliver på 240 liter og kommer til at koste 1.509 kroner om året. De fleste husstande har hidtil betalt 1.468 kroner for at få afhentet den nuværende 110 liter sæk, så prisstigningen på dagrenovation er meget lille i forhold til stigningen på genbrugsbeholdere.
Prisstigning bevares
I den forbindelse skal det nævnes, at prisen for at få tømt dagrenovationssækken fra 2021 til 2022 steg med hele 25 procent fra 1.174 kroner til 1.468 kroner. Favrskov Forsyning oplyste dengang, at prisstigningen var en konsekvens af overgangen til den nye affaldssortering, der betød, at man måtte udbyde en kort og derfor dyrere kontrakt på blot 13 måneder for at få indsamlet dagrenovation.
Med en ny kontrakt på 5 år kunne man tro, at prisen falder til 2021-niveauet på 1.174 kroner, men det sker altså ikke.
»Der er tale om en ny ordning, hvor der skal tømmes en todelt beholder med både madaffald og restaffald (tidligere dagrenovation). Så prisen omfatter beholder-indkøb, tømning af beholder, afsætning af restaffald samt afsætning af madaffald. Prisen er derfor ikke sammenlignelig med den gamle ordning. Hertil er der sket prisstigninger på blandt andet brændsel og materialer, og det bliver bare ikke billigere,« fortæller Lone Bejder, projekt- og udviklingschef i Favrskov Forsyning.
På niveau med andre
Den samlede prisstigning på omkring 600 kroner ved at indføre den nye affaldsordning i Favrskov er dog hverken overraskende eller højere end i andre kommuner, påpeger projekt- og udviklingschefen.
»Vi meldte fra starten ud, at det samlet set ville blive mellem 500 og 1.000 kroner dyrere, og heldigvis lander vi i den lave ende. Vi ligger på samme niveau som andre forsyningsselskaber, og det skyldes jo, at opgaven har været i udbud, så vi får den billigste pris.«
Samlet pris i 2023
Udover at betale for genbrugsbeholdere og dagrenovation betaler alle husstande et årligt gebyr på 1.615 kroner for at benytte kommunens genbrugspladser. Denne pris er uændret i 2023, dog nedsættes gebyret for kunder i etageejendomme med 20 procent til 1.290 kroner som følge af en ny takstpolitik, der ligesom de nye takster er blevet godkendt af byrådet.
Den årlige prisstigning på omkring 600 kroner slår ikke fuldt igennem i 2023, fordi den nye ordning først træder i kraft efter fire måneder.
Den samlede affaldspris for en almindelig husstand stiger således ”kun” med cirka 400 kroner fra 3.578 kroner i 2022 til 3.988 kroner i 2023 svarende til en stigning på cirka 11 procent.
Spildevand
Favrskov Forsyning tager sig af både affald og spildevand i Favrskov Kommune.
På spildevandsområdet stiger taksten for vandafledning pr. kubikmeter fra 41,50 kroner i 2022 til 43,09 kroner i 2023. Og taksten for det faste bidrag stiger fra 625 kroner til 714 kroner.
En familie, der årligt bruger 150 kubikmeter vand, skal i 2023 betale 7.178 kroner mod 6.850 kroner i 2022. Det er en stigning på 328 kroner svarende til 4,8 procent.
Den øgede takst er en konsekvens af stigende omkostninger til blandt andet el samt behov for investeringer til at omlægge den fremtidige energi til delvis anvendelse af solceller, oplyser Favrskov Forsyning.
Taksterne på både affald og spildevand er beregnet ud fra, at Favrskov Forsyning økonomisk skal hvile i sig selv, altså hverken lave overskud eller underskud. Et eventuelt overskud eller underskud overføres derfor til senere regulering af forbrugertaksterne.