Pers Pet Shop slår dørene op til 550 kvm ny butik
Der er blæst nyt liv i Kiwis gamle lokaler i Hammel. Fremover kan man finde kæledyrsartikler og -foder i lejemålet.
Engang kunne man handle fødevarer fra discountkæden Kiwi i lokalerne på Nørreport 6 i Hammel. Lokalerne har dog stået tomme, siden kæden lukkede i 2017, men det er slut nu. Pers Pet Shop er nemlig rykket fra Østergade 42 og hertil.
Da Lokalavisen Favrskov tilfældigvis kommer forbi, er butikkens tre ansatte i fuld gang med at ”flytte ind”. De putter på hylder og forsøger at danne sig overblik over de mange varer, som endnu ikke har fået deres endelige placering.
Bagerst i lokalet står ejer, Per Andreasen. Han forklarer, at lejemålet i Østergade ikke fungerede optimalt for dyretilbehørs-butikken, og derfor ønskede han at flytte derfra.
»Indretningen var ikke særlig hensigtsmæssig. Jeg gik 10 kilometer om dagen, fordi de 10-15 paller med varer, vi får hver uge, skulle bæres ind med håndkraft. Det bliver man træt af i længden. Men i de nye lokaler kan alle varer køres ind med en palleløfter,« siger han.
Det var dog ikke uden en vis dramatik, flytningen fandt sted. Blot fem dage, før han skulle være ude af Østergade, faldt aftalen på plads med Kiwi-lejemålet.
»Jeg har haft kigget på stedet her før, men dér kunne vi ikke blive enige om prisen. Det kunne vi nu,« siger Per Andreasen og fortsætter:
»Lejemålet her har en passende størrelse omkring 550 kvadratmeter og her er gode parkeringsmuligheder lige udenfor.«
Atmosfæren
Den første tid knokler de ansatte på med at indrette det meget reelle lokale.
»Men vi pakker også webordre og betjener kunder indimellem, så det sker i det tempo, vi kan følge med til,« siger Per Andreasen, som sælger 50/50 online og i butikken.
Nu er udfordringen at føre charmen fra det mere kringlede lejemål i Østergade med i det store, åbne lokale.
»Der var helt sikkert tæt i Østergade, men det kunne mange faktisk godt lide. Men jeg synes nu også, at det nye lejemål har en rigtig god atmosfære.«
Ud over at få fundet plads til alt tilbehøret og foderet skal der også etableres et køkken og toilet. Per Andreasen kalder da også indflytningen et »stort men spændende arbejde.«
Han garanter »et af Danmarks størte udvalg« indenfor kæledyrsartikler og -foder.
»Der er ikke ret mange, som har lige så stort et udvalg. Så det er en butik, hvor man kan lade sig inspirere af noget, man måske ikke har set før – her er mange skæve produkter.«
God opbakning
Da Lokalavisen Favrskov sidst talte med Per Andreasen, handlede det om en gammel skattegæld, som truede butikken.
Per Andreasen forklarer dog, at han har fået investorer med i butikken, så »det kører,« siger han.
»Vi har en god opbakning både lokalt og langvejs fra.«