Eleven blev til mesteren: Prisvindende møbelhåndværker fletter videre på arven
Da Knud Silkjær overtog Balderus fra sin læremester, fik virksomheden vildt vokseværk. I dag laver de al slags møbelrestaurering. Alligevel løber den gamle ejers hengivenhed til håndværket stadig i årerne på hvert eneste møbel, de sender ud i verden.
»Når du sidder i en stol fra 1740, så skal den ikke se ny ud. Den skal se godt ud. Man skal se historien«
Hos Balderus i Hadsten er det gode håndværk i centrum. Her fletter de Børge Mogensen, ompolstrer Wegner og finpudser benene på Arne Jakobsen. For Knud Silkjær der ejer virksomheden, handler møbelrenovering dog om meget mere end om blot at puste nyt liv i gamle møbler. Det handler om mødet mellem materialerne og håndværket; om hvordan man via opfindsomhed kan finde nye vedvarende muligheder inden for samme ramme.
»Når man arbejde med sådan nogle ting, så er det fascinationen af muliges kunst, man bliver optaget af. Det er legen med de materialer, vi har at gøre med,« fortæller han.
Ligesom møblerne de arbejder med, så har virksomheden også en lang historie.
Opkaldt efter hunden
Balderus blev grundlagt af Bent Knudsen fra Tarm i 1984. Han var latinstuderende på Aarhus Universitet, og her vrimlede det med Børge Mogensen stole.
»J39’erne også kendt som Folkestolen, stod hans far jo og flettede på Tarm Stolefabrik. De stole han så på universitetet kunne godt trænge til en tur, mente han, og han så muligheden for at lave en forretning på det.«
Bent Knudsen startede derfor Balderus. Virksomheden var opkaldt efter hunden Balder efterfulgt af et ’us’ som et anerkendende nik til latinfaget. I 1987 overtog Leif Mortensen. Virksomheden beskæftigede sig udelukkende med at flette stole, og lavede omkring 100 stole om ugen for J.L. Møllers Møbelfabrik i Aarhus. Det fik dog en brat slutning i 1991, da golfkrigen ramte. Det ramte møbelfabrikkerne hårdt og dermed også Balderus.
»Så var der pludselig en del ansatte, der ikke var arbejde til længere. Leif stod dog og manglede en halv mand, og der kom jeg ind i billedet i januar ’92, hvor jeg begyndte at flette ude ved ham på deltid.«
Mødet med en mentor
Knud Silkjær arbejdede på daværende tidspunkt også på Over Hadsten Kirkegaard. Men det var som stolefletter hos Balderus, at han fandt sin store kærlighed: møbelhåndværket. Dette var især på grund af læremesteren Leif Mortensen.
»Han har fascinationen, han kan se, hvad der skal til, han kan gøre det, og han kan fortælle, hvad han gør. Det er det, man har brug for i en læremester.«
I slutningen af halvfemserne blev eleven og læremesteren enige om, at når Leif Mortensen skulle på efterløn, så kunne Knud Silkjær overtage forretningen.
»Det gjorde jeg så i 2005. Her byttede vi kasket. Han blev ansat og jeg blev ejer.«
Knud Silkjær arbejdede dog fortsat på kirkegården, og sådan fortsatte tilværelsen indtil 2008.
»Der blev jeg nødt til at finde ud af »Knud hvad vil du?,« og jeg ville flette. Det var det jeg ville.«
Og det har han ikke fortrudt siden.
»Absolut ikke. Det har i hvert fald været sjovere det her. Det jeg godt kan lide er, at vi løser et problem for folk. Og så kan jeg godt lide at lave gedigent arbejde, som vi kan være stolte af og sige: det her er i orden.«
En god arbejdsplads
I Balderus lokaler på Over Hadstenvej er kontrasten mellem håndværkets robusthed og designets graciøsitet påfaldende. Dette er måske mest markant i frokostrummet. Rundt om frokostbordet i massivt træ, står forskellige dyre designerstole. De har ikke blot æstetisk formål, men særligt et praktisk et.
» Vi er jo nødt til at prøve tingene af. Det er for at se, hvad der sker med dem, når de bliver brugt. Det er jo gamle stole, der er sat i stand. Hvor hurtigt bliver de slidte? Hvordan bliver de slidte?«
Med det samme snakken falder på stolene i frokostrummet, bliver Knud Silkjær opslugt af de håndværksmæssige detaljer, og uddyber per automatik.
»Her har vi jo for eksempel to forskellige sorte stole. Den ene er i bøgetræ, der er sortmalet. Den anden er egetræ, der er sortbejdset og lakeret. På den i egetræ ser du årestrukturerne gennem malingen. Det kan man ikke på den, der er malet.«
Det skal dog ikke lyde som om, at der også arbejdes i pauserne. Det er nemlig afgørende Knud Silkjær at Balderus er en god og familiær arbejdsplads.
»Det er meget vigtigt for mig. Jeg ser jo gerne, at uanset hvornår en af mine medarbejdere tager herfra, så skal de kunne kigge tilbage og tænke, at her havde de en god tid.«
Fortsætter arven
Siden Knud Silkjær overtog Balderus i 2005 er butikken vokset fra to til tolv medarbejdere. Samtidig beskæftiger virksomheden sig ikke længere kun med stoleflet, også møbelsnedkeri og møbelpolstring er kommet til. Seneste skud på stammen er en lille egenproduktion af møbler, hvor Balderus blandt andet laver deres egen reol, entrebænk og stol. Lidt ligesom med møblerne har det hele tiden været ambitionen, at udvikle det han havde at arbejde med. Det er også en del af årsagen til, at han ikke valgte at ændre navnet på virksomheden i 2005.
»Jeg ville hellere bygge videre på det, der allerede var skabt end selv at starte noget helt fra bunden. I dag er jeg så glad for, jeg beholdte navnet.«
Selvom Balderus har været gennem en rivende udvikling, har den dog bevaret mange af værdierne fra den gamle ejer. Leif Mortensen kommer i en alder af 79 år da også stadig i butikken en gang om ugen for at flette en stol. Og han er stadig en mentor, fortæller Knud Silkjær.
»En ting er, at du kan se, hvad der skal til, og så gøre det, men hvis ikke du kan fortælle hvad du gør, så er det vanskeligt at lære fra sig. Det kan han. Og det har jeg også en anden medarbejder, der er god til.«