Kulturhuse får nye ledere
Første januar tiltræder Eva Svejvig og Trine Valentin Sølgaard som ledere af hver sit kulturhus i henholdsvis Hammel og Hadsten.
Kultur- og Sundhedscenter InSide og Hammel Bibliotek får 1. januar ny afdelingsleder i form af Eva Svejvig.
Samme dato starter Trine Valentin Sølgaard som afdelingsleder i Hadsten Kulturhus Sløjfen og Hadsten Bibliotek.
Hammel
39-årige Eva Svejvig fra Silkeborg kommer fra en stilling som koordinator for åbenskole-tilbuddet ved Viborg Bibliotekerne. Før det var hun teamkoordinator ved Silkeborg Bibliotekerne. Oprindeligt er hun uddannet folkeskolelærer, og hun har løbende uddannet sig inden for forskellige biblioteksfaglige discipliner og projektledelse. Hun er i gang med en diplomuddannelse i ledelse.
I forbindelse med de to nyansættelser bliver de tværgående ansvarsområder fordelt ud til lederne. Eva Svejvig får ansvar for biblioteksområdet samtidig med, at hun er afdelingsleder i InSide.
Hadsten
41-årige Trine Valentin Sølgaard kommer ligeledes fra Silkeborg. Hun har tidligere været festivalleder ved Regatta Silkeborg. Før det har hun blandt andet været festivalleder af Riverboat Jazzfestival og producent og produktionsansvarlig på Den Danske Scenekunstskole, København.
Trine Valentin Sølgaard er uddannet KaosPilot og er efterfølgende certificeret coach i ’Ledelsesbaseret coaching’, og hun afslutter snart en diplomuddannelse i kulturledelse på Den Danske Scenekunstskole.
Ud over ansvaret for Sløjfen og Hadsten Bibliotek får Trine et tværgående ansvar for kulturområdet.