Skolen skal altid være på vej mod nye mål
Kim Pedersen har været på Hinnerup Friskole i 36 år, heraf de 26 år som skoleleder
Skoleleder Kim Pedersen stopper som skoleleder på Hinnerup Friskole.
Den 62-årige lærer bor sammen med hustru og tre børn i Foldby. Den yngste går stadig på skolen et par år endnu.
”Jeg har stadig flere gode år i mig, men jeg ved også godt, at man skal give plads for nye ideer og tanker, så derfor vælger jeg egentlig at stoppe i tide,” siger Kim Pedersen, der sammenligner det med fodboldspilleren, der lige tager den sidste sæson med, og så kommer de pinlige episoder, hvor den ældre spiller afdribles og ikke kan følge med de yngre spillere på fodboldbanen.
”Derfor vælger jeg at stoppe nu, mens alle kan lide mine driblinger”.
Det er efter 32 års ansættelse, de sidste 26 som skolens leder at Kim Pedersen stopper. Han har været med næsten fra Friskolens start i 1984.
”Vi er en del, der har været på friskolen i mange år, så vi har de senere år snakket meget om, hvordan vi bedst får lavet et glidende generationsskifte, der både kan holde fast i de grundlæggende værdier og pædagogiske målsætninger som Friskolen er bygget op på, samtidig med, at der kommer yngre kræfter og visioner til skolen,” siger Kim Pedersen.
En friskole må aldrig stå stille.
Som en lille alternativ skole med omkring 150 elever må skolen hele tiden være på vej mod nye mål, mener han og uddyber:
”Al god undervisning kan altid blive bedre. Den dag vi siger vi har nået alle vore mål, er vi allerede på vej tilbage.”
Som et eksempel besluttede skolen helt tilbage i 90’erne at arbejde bevidst på at styrke sammenhængen mellem sund kost og bedre indlæring. Og der blev ansat en kok, der dagligt skulle lave sund mad til hele skolen – sammen med børnene på skift.
Den ordning eksisterer stadig i bedste velgående, og er siden hen naturligt blevet udbygget med, at børnene er med til at anlægge og passe køkkenhaver, garneret med æggestatistik i regneark omkring skolens høns.
Inddragelse af forældre
Og så er der forældreinddragelsen og ejerskabet til skolen, der er vigtig for ham.
”Jeg synes det er imponerende, at vi selv efter 36 år, stadig ikke har ansat en pedel. Det viser noget om engagement og det forpligtende fællesskab, der er fundamentet for, at vi kan lykkes.”
”Selvom jeg stopper som ansat, vil Friskolen i Hinnerup altid være i mig, som en vigtig bestanddel af mit liv. Måske kan jeg indimellem snige mig ind til en morgensamling, og synge med på sangene og ønske alle en god dag.”