Kommunens anbefalinger om færdsel på isen bliver overtrådt
Ikke alle følger Favrskov Kommunes anbefalinger om at holde sig væk fra isen.
Hård frost har fået flere søer i Favrskov Kommune til at fryse til. Det gælder blandt andet de fire mindre bynære søer, hvor kommunen måler isens tykkelse og sætter et skilt op, når den er sikker at færdes på.
Medmindre der står et skilt med teksten ”Færdsel på isen tilladt”, fraråder kommunen al færdsel på isen, og selv når isen vurderes sikker, foregår færdsel på eget ansvar, og man opfordres til at være forsigtig. Det oplyser Favrskov Kommune i et opslag på sin Facebookside.
Advarslen afholder dog ikke folk til at færdes på søer med is, selvom der endnu ikke er målt en tilstrækkelig isdybde på nogen af de fire steder, man måler.
»I begyndelsen af ugen var der omkring syv centimeter is på søerne, og der skal være 13 centimeter, før vi er sikker på, isen er tyk nok, og vi sætter skiltet ”Færdsel på isen tilladt” op,« fortæller Niels Christian Laustsen, afdelingsleder i Trafik og Veje, Favrskov Kommune.
Fodspor og cykelspor
Lokalavisen var onsdag 14. december forbi et af stederne, regnvandsbassinet i Hammel, hvor mange ser stort på anbefalingerne. Der var i hvert fald masser af fodspor og cykelspor henover isen på regnvandsbassinet, der ligger tæt ved idrætscentret og Skovvangskolen.
Hvordan forholder kommunen sig til, at folk går på isen, selvom den ikke er tyk nok?
»Vi har ikke mulighed for at holde øje med eller styre, hvor alle folk går,« siger Niels Christian Laustsen, afdelingsleder i Trafik og Veje, Favrskov Kommune.
Har I overvejet at sætte et ”Isen er usikker” skilt op, når vi kan se, at folk går ud på isen, selvom der ikke et noget skilt?
»Ja, det har vi overvejet, men der er mange søer rundt omkring i kommunen, og vi ejer heller ikke dem alle. Derfor anbefaler vi, at man holder sig væk fra isen på alle søer pånær de fire steder, vi måler, hvis isen er tyk nok,« forklarer afdelingslederen.