Stor lokal ordre til lokal bil- og trailerforhandler
Autohuset Hinnerup på Bogøvej er blevet autoriseret trailerforhandler
HINNERUP De er pænt glade på Bogøvej 12 i Hinnerup i disse dage. Autohuset Hinnerup er blevet autoriseret forhandler af trailere fra Variant og Brenderup.
Det ser indehaver Rasmus Junge en stor fordel i for kunderne.
"Du kan sagtens købe en trailer andre steder i dag. Men her kan vi tilbyde at yde service og reparation. Vi har jo den 'know how' der skal til," fortæller Rasmus Junge.
Mange firmaer og håndværksmestre har traileren på slæb som det ekstra rum i dag. Og flere af dem har også opdaget, at Rasmus Junge står klar med en løsning, når der skal anskaffes nyt.
"Vi er kommet rigtig godt i gang. Flere erhvervsdrivende her i kommunen har været forbi, og et enkelt firma har bestilt 40 trailere til deres mange varevogne," siger Junge, der dog ikke vil ud med navnet på den pågældende virksomhed.
"Men de holder til her i Hinnerup."