Peter Vesth og Kristian Rusbjerg spiller i Ulstrup
Der bliver spillet viser og fortalt anekdoter, når musikerne Peter Vesth og Kristian Rusbjerg besøger Plejecenter Anlægget i Ulstrup onsdag 24. oktober klokken 19.
MUSIK Mange kender nok bedst Peter Vesth for sangen ”Veras Vinterven” eller måske fra en sommerferie på Bornholm, hvor Peter og hans bror Torkild var en fast del af musikken på øen i mange år. Han har igennem tiden skrevet noget nær 500 sange, som er nået langt ud over vores landegrænse. Mere end 50 af dem har været på dansktoppen og omkring halvdelen har nået førstepladsen. I dag turnerer Peter Vesth landet tyndt med sin nye makker Kristian Rusbjerg, harmonika.
Koncerten i Ulstrup er arrangeret af Ulstrup Førtids- og Pensionistforening i samarbejde med Terapien i Plejecenter Anlægget. Den finder sted i Samlingssalen på plejecentret og begynder klokken 19. Der kan nydes kaffe, æblekage og småkager undervejs, og der sælges vand og øl.