Velkomst-arrangement for nytilflyttere
18. marts finder det første 'Velkommen til Hinnerup’-arrangement sted.
I foreningen Hinnerup Mødes har man taget initiativ til at skabe et ’Velkommen til Hinnerup’-arrangement for tilflyttere. Idéen har boblet lige siden Hinnerup Mødes blev etableret for halvandet år siden, men nu finder det første ”velkomst-arrangement” altså snart sted. Det sker i samarbejde med Hinnerup Bibliotek & Kulturhus.
Arrangementet holdes 18. marts klokken 10.30 i Uhresalen i Hinnerup Bibliotek & Kulturhus.
»Vi har mange nytilflyttere i byen – og det er ikke kun børnefamilier. Der er også mange oppe i årene og mange enlige, og vi oplever, at mange efterlyser steder at lære folk at kende. Jeg talte eksempelvis med en dame, som fortalte, at hun savner at kunne hilse på nogen i brugsen,« forklarer Inge Kring, formand for Hinnerup Mødes.
»Jeg ved, at nogle andre kommuner laver sådan et velkomstarrangement. Jeg har selv arbejdet med dette i Silkeborg Kommune, så jeg ved, at der er stor grobund for det, og at folk går glade derfra,« fortsætter formanden.
På velkomstmødet vil borgmester Lars Storgaard give en introduktion til kommunen, og deltagerne vil desuden kunne høre mere om kulturlivet i Hinnerup.