Det endelig dødsstød: Letbanen kommer ikke til Hinnerup
Der skal ikke arbejdes videre med en letbane-løsning til Hinnerup, og alle arealer, som hidtil har været reserveret til dette, ophæves.
Der er regnet på sagerne, og konklusionen er klar: Samfundsøkonomisk giver det ikke mening at føre letbanen videre fra Lisbjergskolen til Hinnerup Station, ligesom et busalternativ heller ikke giver mening. I sidstnævnte ville letbanen blive ført fra Lisbjergskolen til et nyt ’Parkér og Rejs-anlæg’ ved E45 ved Søften og derfra skulle laves en såkaldt trængselsfri bus-løsning til Hinnerup Nord.
Strækningen, som letbanen og den trængselsfrie busløsning skulle dække, er cirka 8,5 kilometer lang, hvoraf cirka seks kilometer er i Favrskov Kommune.
Plan- og Landdistriksudvalget havde sagen på dagsordenen ved sit seneste møde. Her fik begge løsninger det endelige dødsstød. Resten af byrådet skal dog også lige stemme herom senere på måneden.
»Den usikkerhed, som nogle synes, at der har været, om hvorvidt det bliver til noget eller ej, er væk nu: Det er undersøgt grundigt, og letbanen bliver ikke til noget,« siger Nils Borring (S), formand for Plan og Landdistriktsudvalget.
Ophæver reservation af arealer
Den samfundsøkonomiske analyse viser, at letbane-løsningen vil koste 1,7 milliarder kroner at anlægge, og den trængselsfri busløsning vil koste 1,2 milliarder kroner.
»Da hele letbane-projektet i sin tid begyndte, og vi sagde ja, var der udsigt til en stor statslig medfinansiering og en regional medfinansiering. Det var helt tilbage, da Anders G. Christensen var borgmester. I dag skal vi selv bære omkostningerne, og det kan vi ikke,« siger Nils Borring.
Plan- og Landdistriksudvalget besluttede altså, at der ikke skal arbejdes videre med nogen af løsningerne, og udvalget besluttede derfor også, at de arealer, som hidtil har været reserveret til letbanen og trængselsfri busløsning, ikke længere skal være reserveret fra Parkér og Rejs-anlægget i Søften til Hinnerup Station.
De arealer, som er reserveret fra kommunegrænsen mellem Aarhus og Favrskov til og med Parkér og Rejs-anlægget ved E45, vil dog fortsat være reserveret til dette.
»Så letbanen vil sådan set stadig kunne laves fra Lisbjerg til Parkér og Rejs-anlægget. Altså Aarhus kommune kan vælge at stå for det. Vi vil gerne give mulighed for, at den del kan laves, men det er ikke noget, vi har interesse i,« siger Nils Borring.
Driftsunderskud
Både de økonomiske beregninger og en miljøkortlægning, som afdækker de væsentlige miljøspørgsmål, tager udgangspunkt i en skitse, hvor letbanen videreføres i samme standard som den eksisterende letbane i Aarhus, samt at der i hverdage mellem klokken 5-18 er letbane eller bus hvert 10. minut på strækningen – i weekender hvert kvarter eller 20. minut. Letbane-løsningen ville have syv stoppesteder – de seks i Favrskov. Bus-løsningen ville have 14 stoppesteder i Favrskov, og bussen skulle køre i særskilte busbaner fra Parkér og Rejs-anlægget langs Århusvej. Fra Ådalsvej skulle bussen køre sammen med den øvrige trafik.
På den baggrund viser beregningerne et årligt driftsunderskud på letbane-løsningen på 11 millioner kroner og 3,1 millioner kroner på bus-løsningen.
Analyserne viser desuden, at både letbane- og busløsningen påvirker luftforurening, klimapåvirkning, støj og uheld negativt. Det skyldes, at begge løsninger vil medføre omvejskørsel på vejene og i den kollektive trafik, hvilket øger emissioner, støjbelastning og sandsynligheden for uheld.