Butik i Hammel donerer 32.986 kroner til jordskælvsofre i Tyrkiet
Hele søndagens omsætning hos Kyllings Express Hammel bliver givet videre til nødhjælpsorganisationer.
Ægteparret Feyzullah og Emina Tamer havde i søndags ekstra travlt med at lange kylling og burgere over disken i Kyllinge Express Hammel.
Fastfoodrestauranten havde på forhånd annonceret, at hele dagens omsætning ville gå til jordskælvsofrene i Tyrkiet, og det var noget, som kunderne i den grad bakkede op om.
Søndag er i forvejen en dag med stor omsætning, og da den sidste kylling var taget ud af ovnen og solgt, havde ægteparret og deres hjælpere omsat for 32.986 kroner. Beløbet vil blive doneret via nødhjælpsorganisationer.
Indehaverne af Kyllinge Express Hammel kommer fra Tyrkiet og er som mange andre stærkt påvirkede af de tragiske begivenheder i deres hjemland, selvom de begge har boet i Danmark i det meste af deres liv. Feyzullah og Emina har familie i Tyrkiet, dog ikke i det jordskælvsplagede område.
»Hele verden hjælper, og vi skal også hjælpe,« siger Feyzullah Tamer.
Efter jordskælvene mandag 6. februar er der i skrivende stund konstateret omkring 30.000 dødsofre i Tyrkiet og omkring 3.500 døde i Syrien.
Feyzullah og Emina Tamer har begge boet i Danmark det meste af deres liv. De bor i Hammel og har haft fastfood-restauranten i byen siden 2011.