Årlig fest i lille by slog alle rekorder: »Alt det som store byer sukker efter«
Rygtet om en fed fest var i år nået udover bygrænsen, og der måtte i sidste øjeblik dækkes op til et rekordstort antal deltagere ved Ulstrup MGP Party.
Ulstrup er en af de større byer i Favrskov Kommune, men med knap 2.000 indbyggere er det trods alt en lille by. Der sker måske heller ikke så meget som i store byer, men når der sker noget, bakker indbyggerne virkelig op.
Det gælder i hvert fald Ulstrup MGP Party, som i de seneste år er blevet en institution i lokalsamfundet. På samme dag som det rigtige Melodi Grand Prix for børn, lørdag i vinterferien, samles flere hundrede festklædte børn og forældre til spisning og fest i Ulstruphallerne.
»Det hele startede med, at en forælder i min datters klasse foreslog, at vi skulle lave et klassearrangement med en lille MGP-fest i klasselokalet. Pludselig spurgte han, hvorfor laver vi det ikke bare nede i hallen? Vi kontaktede halinspektøren, og han var fra starten med på ideen. Vi satte et par plakater op, og så væltede det ind med børn i festtøj og glade forældre. Jeg tror nogle gange, vi glemmer, at det er netop det, de små byer kan. Folk bakker op, står sammen og skaber fællesskaber. Alt det som de store byer sukker efter,« fortæller Jacob Mikkelsen fra Ulstrup i en pressemeddelelse.
640 til spisning
I de seneste par år har der været omkring 400 til spisning, men i år slog alle rekorder. Rygtet om den gode fest var nået ud over bygrænsen, så i år kom der også børn og forældre fra Langå, Thorsø, Bjerringbro og sågar Silkeborg.
Hele 640 personer havde tilmeldt sig få dage før festen, så halinspektør Dines Boye måtte i al hast i vinterferien kontakte kommunen for at spørge om godkendelse til at tage imod så mange personer i hallen. Det lykkedes at få en godkendelse, ligesom det lykkedes at købe ekstra ind til bespisningen og baren, hvor man kunne forsyne sig med slush-ice drinks, chips, popcorn og candyfloss.
De frivillige fik travlt med at dække op til endnu flere ved de lange hvide borde, og så væltede det fra klokken 16 ind med festglade børn og voksne fra nær og fjern. Efter spisningen kom der endnu flere for at overvære MGP-showet på storskærm i Ulstruphallerne, som bliver arrangeret af et MGP-udvalg under idrætsforeningen.
Gæsterne fik taget billeder på den røde løber i indgangen, og hallen var spækket med MGP-stemning med blandt andet storskærm, røgmaskiner, konfetti-kanoner og diskolys. Den lokale showdanser Line Lund Olesen havde arrangeret en særlig MGP-dans for alle børnene, og der var ansigtsmaling, skattejagt og ikke mindst en konkurrence om at have det længste klassebord.
Hilsen fra Næstved
Stemningen gik yderligere i vejret, da der indløb en videohilsen fra det store show i Næstved fra MGP-værten Jonas Madsen.
»Jeg har hørt, I holder en fuldstændig vanvittig MGP fest i aften, og det synes jeg er overdrevet fedt,« lød det fra værten, der stod foran den store scene i Næstved, før det væltede ind med publikum.
Der blev naturligvis også lavet afstemning til Ulstrup MGP Party. Sang nummer 1, Mod strømmen med Elinova, fik flest stemmer i Ulstruphallerne og kom da også i finalen til det rigtige MGP. Her var det dog sang nummer 7, Det’ bare tanker med Sophia, der løb med sejren, mens Elinova blev nummer tre og Gustav & Magne nummer to.
Da vinderen blev udråbt, blev der ikke bare jublet i Næstved, men også storjublet på gulvet foran storskærmen i Ulstrup, hvor festen blev krydret med affyring af konfetti.