Favrskov Gymnasium bliver herre i eget hus og udvider bl.a. kantinen
På et bestyrelsesmøde i Favrskov Gymnasium har man nu givet grønt lys for flere store investeringer.
Favrskov Gymnasium har besluttet at sige ja til at købe gymnasiets bygninger af staten. Prisen er fastsat af Staten til 28.6 mio. kr.
Samtidig med købet besluttede bestyrelsen at udbygge skolens fællesareal og kantine. Det har i flere år været et stort ønske at kunne forbedre forholdene for eleverne i kantinen, hvor en stor del af samværet uden for timerne foregår. Det er her fællestimer med foredrag, film og drama finder sted for dele af eller hele skolen. Det er også her at skolens elever viser egne film, opfører teater og drama for hinanden, og ikke mindst danner kantinen rammen om skolens fester.
"Vi sikrer hermed, at vi også ved en fremtidig vækst vil kunne rumme de unge fra Favrskov og Langå, som ønsker at tage en studentereksamen," lyder det fra rektor Jørgen Christiansen.
Laboratorieområdet
Gymnasiets laboratorieafdeling har man længe haft ønsker om at modernisere og udvide. Bestyrelsen nu besluttet, at den udbygning kan tage sin begyndelse i efteråret 2010.
"Samlet set har dagens bestyrelsesmøde været epokegørende, idet der for skolens nuværende og kommende elever er tale om to centrale udbygninger, som har stor betydning for både den faglige indlæring og for det sociale samvær," slutter Jørgen Christiansen.