Musik og ord på østjyske herregårde
Hvad har Casanova, Blicher og Blixen med østjyske herregårde at gøre? Og hvad skal Anne Marie Helger på Rosenholm Slot, Anders Thorn på Stenalt Gods og Bellmanns sange og monologer på Rugaard.
Svaret findes i en meget flot brochure for elleve spændende kulturarrangementer på østjyske slotte og herregårde i dette forår.
"Musik og ord er undertitlen på arrangementsrækken og ideen er, at der på hver herregård præsenteres musik og historier, som her netop det pågældende sted som omdrejningspunkt," fortæller kulturformidler Katrine West fra Destination Djursland.
Samarbejde i Kulturring Østjylland
Bag arrangementsrækken står Kulturring Østjylland, som er et samarbejde mellem Kulturministeriet og de seks østjyske kommuner Syddjurs, Norddjurs, Favrskov, Odder, Skanderborg og Samsø.
Ideen med herregårdsarrangementerne er opstået på Djursland, hvor billedkunstneren Morten Skovmand fra Djurs Barok og Katrine West i 2008 og 2009 kunne præsentere en række unikke kulturarrangement på herregårde på Djursland.
En lang række musikere, skuespillere og fortællere står bag de forskellige arrangementer, som starter på Stenalt Gods 20. marts og slutter på Rugaard 30. maj.