75 år med Midtjydsk Rideklub
Midtjydsk Rideklub fejrer sit 75 års jubilæum på Klintholm i Hammel lørdag 27. august fra 10.00 - 16.00.
Det er nu 75 år siden Midtjydsk Rideklub blev etableret dog under navnet Hadstenegnens Rideklub og under helt andre forhold.
I dag har Midtjydsk Rideklub næsten 200 elever og har siden, de i 1996 fik fast tag over hovedet på Klintholm, fungeret som succesfuld rideskole, ikke mindst takket været det store arbejde, Erik Hviid Jensen ligger i dagligdagen, og alle de frivillige, som er ansvarlige for afvikling af den årlige, og meget besøgte ridelejr, samt de succesfulde stævner der giver plads til konkurrence på flere planer.
15 formænd
Vi skal selvfølgelig også huske, at Midtjydsk Rideklub slet ikke kunne være en sportsforening uden den hårdtarbejdende bestyrelse. Igennem årene har Midtjydsk Rideklub haft mange bestyrelser som har varetaget ansvaret for at klubben har fungeret og udviklet sig.
Der har været 15 formænd igennem tiderne og alle har bidraget til udviklingen sammen med de øvrige bestyrelsesmedlemmer. Der er også nogle som har været formand af flere omgange heriblandt Jens Peder Møldrup. Jens Peder er nok den som har været med længst og har sat et stort præg på klubben.
På jubilæumsdagen vil dirigentklokken være at se og her kan man læse sig til alle formænd i Midtjydsk Rideklub gennem tiden.
Elin Møldrup, enke efter Jens Peder Møldrup, er stadig medlem af Midtjydsk Rideklub og Elin har bidraget med en meget stor del af historien til denne artikel. I 1936 var rideklubben eksisterende for en lille gruppe ryttere der lånte og lejede sig ind forskellige steder i Favrskov og omegn. Ikke så lang tid efter krigen, diskuterede rytterne på neutral grund under et planlagt stævne om hvorvidt at navnet Hadstenegnens Rideklub var det rigtige, da hovedparten af medlemmerne egentlig var fra Hammel og omegn.
Der var ikke uenighed om dette, men hvad skulle den så hedde? Hammel Rideklub kunne man ikke blive enige om, og derfor opstod navnet Midtjydsk Rideklub som den har heddet siden.
Ridning med oberst Lunding
Allerede den gang var der stævner og opvisninger og Midtjydsk Rideklub var ofte med på sejrsskammelen rundt omkring i Jylland. Hubertusjagt og military var Midtjydsk Rideklubs centrum i mange år, og Midtjydsk Rideklub afholder stadig den årlige hubertusjagt på Bidstrup gods.
Når der kåres en vinder til den årlige hubertusjagt, tilsættes en ring i en såkaldt hubertuskæde, med navn graveret i. Denne kæde bliver derfor længere for hvert år og bevidner om en tradition, der går rigtig mange år tilbage. Hubertuskæden vil naturligvis kunne ses d. 27. august.
Tilbage i tiden kunne man som medlem få undervisning af Oberst Lunding på Bidstrup gods eller af sognefoged Børge Hansen på Pøt-Mølle. Havde de brug for en ridehal var der flere private medlemmer, som kunne være vært, lige fra Anbækvej til Mundelstrup, men også dengang var Klintholm inde i billedet med daværende ejer, Fritz Krüger.
Rideskole i 1996
Først i 1996 fik Midtjydsk Rideklub fast tag over hovedet. Kommunen købte i 1994 Klintholm og jorden omkring, 2 år senere kunne Midtjydsk Rideklub endelig få fast adresse og ikke nok med det, de kunne stolt kalde sig "Rideskole".
Det var nemlig en del af aftalen mellem kommunen og klubben, at Midtjydsk Rideklub skulle fungere som rideskole for børn i Hammel og omegn. Få år efter byggede de, de første natur spring i skoven omkring Klintholm som senere blev til en ganske eftertragtet militarybane blandt ryttere i hele landet.
Midtjydsk Rideklub kan i den seneste tid også bryste sig med flere deltagere ved DM for både ponyer og og heste. Nu 75 år efter starten, eksisterer Midtjydsk Rideklub stadig med stor aktivitet og godt sammenhold. Midtjydsk Rideklub står over for en større renovering, som skal medvirke til at bygningerne kan leve op til de nye lovgivninger om hold af heste.
Men det betyder ikke at al energi bliver brugt på dette, for samtidig afvikler de stadig klubstævner og Søhøjlandets Cup som en del af de årlige aktiviteter.