Rasmus har overtaget svigerfars værksted
BJ Biler bliver i familien, idet Rasmus Jonassen Hvidkjær har overtaget værkstedet, han i sin tid hjalp sin svigerfar med at bygge.
I 2007 hjalp Rasmus Jonassen Hvidkjær sin svigerfar, Bent Jonassen, med at bygge autoværksted på Høgemosevænget i Trige. I den forbindelse spurgte svigerfaren, om Rasmus kunne tænke sig at arbejde for ham.
Det ville Rasmus gerne, og i de følgende otte år frem til 2015 havde han sig daglige gang som mekaniker hos BJ Biler, der er en del af Automester værkstedskæden.
»Jeg er uddannet smed, så han har lært mig alt om biler, ligesom jeg har været på alle efteruddannelser og uddannet mig til karrosseritekniker,« fortæller Rasmus Jonassen Hvidkjær.
I slutningen af 2022 blev Bent Jonassen meget syg og spurgte sin svigersøn, om han kunne tænke sig at vende tilbage og overtage autoværkstedet, som Bent Jonassen havde drevet i næste 30 år.
»Det var hans drøm, at familien skulle føre værkstedet videre, og da hans sønner havde andre planer, spurgte han mig,« fortæller Rasmus, der altid har haft en drøm om at være selvstændig og ikke kunne sige nej til svigerfars tilbud.
»Jeg ser frem til at føre min svigerfars tradition om god service i øjenhøjde videre. Det er jo først og fremmest en tillidssag at få lavet sin bil. Det er min store motivation at kunne skabe den tillid og få kunden til at køre fra os med en god oplevelse,« fortæller den nye indehaver, som 1. januar 2023 overtog BJ Biler.
Foruden indehaveren har BJ Biler ansat en mekanikersvend og en pige, der begynder 1. april og måske skal stå i lære.
Grønt fokus
Rasmus Jonassen Hvidkjær har allerede sat gang i flere nye grønne initiativer på værkstedet såsom udskiftning af kemikalier, brug af LED-pærer, reducering af produktbrug og sat mere fokus på bionedbrydelighed og bortskaffelse.
»Jeg mener, at vi har et stort ansvar i denne branche, der bruger så meget olie og så mange farlige stoffer. Det ansvar, der hviler på vores skuldre, skal vi tage seriøst,« siger Rasmus op oplyser, at han med få justeringer allerede har reduceret brugen af smøremidler med 80 procent på værkstedet i Trige.
Rasmus Jonassen Hvidkjær er 39 år og er for nylig flyttet fra Voldum til Hinnerup med sin hustru og tre børn.
Bent Jonassen gik bort 8. januar 2023.